lørdag den 26. februar 2011

Når mor holder fri..

Dagen i dag har været planlagt hele ugen. Jeg havde en masse ting, jeg gerne ville og en masse steder, jeg gerne ville hen, men jeg har simpelthen ikke turdet vove mig ud med barnevognen på egen hånd endnu, og derfor måtte det jo blive en dag, hvor far kunne tage tjansen derhjemme.
Ud af fjerene, ud af barselsoutfittet og i jeans for første gang i laaang tid (jeg kan faktisk passe dem fra før graviditeten - yeah!), på med noget mascara, amme trunten og så ud af døren med 2,5 timers Line-tid, der gik alt for hurtigt. Men jeg nåede da en del, selv om jeg måtte springe et par ærinder over.
Først en tur i den fysiske Bloomers butik i Latinerkvarteret, hvor jeg fandt noget fint retrosengetøj, som kom med mig hjem. De har også en del i Dengang, som ligger lige i nærheden, men der var ikke noget, der fristede i dag. I stedet faldt jeg i snak med veninde-veninden Ditte, som arbejder dernede.
Efter hyggesnak hastede jeg videre. Der var nemlig lagersalg på Krutter, Urban Elk og ? i et lille lokale på Klostertorv. Haps - jeg fandt nogle rigtig fine ting. Desværre var de bedste ting også kun tilbage i små størrelser, så det blev til 0-3 mdr. over hele linjen, hvilket jo betyder, at Freja ikke kan bruge det så længe, men bruges skal det.
Og så var jeg lige et smut i Tiger, hvor jeg fandt en fin baby-fleece, som måske måske ikke må lade livet til et syprojekt, en lilla bordlampe til Frejas 'hjørne', papir, filt og flere træperler.

torsdag den 24. februar 2011

De såkaldte eksperter...

Jeg skal lige af med noget brok, galde, ja tilnærmelsesvist raseri og i høj grad frustration. Det startede ude på Skejby, hvor vi den 1. dag efter Frejas ankomst til verden befandt os på mor/barn afsnittet og den anden dag på Patienthotellet. Begge steder var jordemoderstuderende og sygeplejersker ivrige efter at komme med gode råd, og os førstegangs-forældre suger jo alt den dyrebare viden til os og retter os blindt efter deres anvisninger, men hvad f...... gør man så, når de det ene sted giver os besked på at ae lillepigen på kinden under amning for at aktivere hende, og dagen efter får vi så nærmest skældud for at gøre præcist dét, da det i henhold til en anden sygeplejerske skulle få hende til at slippe brystet. Og når den ene siger, at vi skal give pigen vanter på, hvis hun river sig selv i ansigtet og den anden, at vanter er 'no go' for det er vigtigt for den motoriske udvikling, at hun kan mærke sig selv. Dette er bare få eksempler på mange modstridende oplysninger, vi modtog i løbet af de få dage.
Nu er det så sundhedsplejersken, vi skal til at stille spørgsmålstegn ved. Vores egen sundhedsplejerske har været overbooket de sidste par uger. Derfor har en anden sundhedsplejerske taget sig af hjemmebesøg efter Frejas fødsel, og det var også den sundhedsplejerske, der meldte sin ankomst i går. For det første er hun temmelig irriterende og tager alting MEGET alvorligt, som når jeg med et smil melder ud, at alt går fint, men Freja havde da vist lidt ondt i maven i går, rynker hun brynene og ser indgående og undersøgende på mig, som om jeg lige havde fortalt hende, at vi hænger ungen til tørre ud over altanen i bedste Michael Jackson stil. Øhh, spædbørn kan da godt have lidt bøvl med maven og pive lidt ekstra, når det er tilfældet, ikke...? Det er altså ikke fordi jeg har fodret hende søm, eller noget...
Nå, men Freja var lige vågnet og hundesulten, da førnævnte kvindemenneske bankede på døren og under vejningen, som  jo foregår uden den mindste trævl på den lille krop var lillepigen meget meget ked af det - noget der gik over, så snart hun kom op til mor og lagt til brystet. Sundhedsplejersken valgte dog (i hvert fald i mit hoved) at drage den konklusion, at vi havde for vane at lade det lille myr blive sulten og ulykkelig, og kombineret med, at Freja kun havde taget 80 gram på siden fødslen, var den endelige konklusion således, at hun ikke fik nok at spise og derfor skulle have mælk fra begge bryster hver 3. time suppleret med 80 ml modermælkserstatning. 80 ml! Det er virkelig meget, men pyt - vi tror selvfølgelig på eksperten og stopfodrer pigen til randen resten af dagen, hvilket resulterer i, at hun gylper og gylper og gylper hele aftenen og natten, og at ingen af os får noget søvn. Farmand vælger så i formiddags at tjekke, om det nu også kan passe, at det skal være sådan og ringer til vores sædvanlige sundhedsplejerske, som giver os den besked, at så længe Freja ikke har tabt sig (hun har jo faktisk taget på), så skal vi da ikke overfodre hende. Da hun spørger ind til bleer og den sædvanlige rutine, er meldingen, at vi skal bare gøre, som vi hidtil har gjort - børn er jo forskellige og især de små kan have brug for lidt tid til at komme rigtigt i gang.

Jamen jamen... hvem er så den mest kompetente af de to? De siger jo hinanden fuldstændigt imod! Resultatet er nu blevet det, at Freja får så meget mad hos mig, som hun orker at suge i sig, hvis hun så stadig melder sig ved at være urolig og ikke vil sove, så supplerer vi med 20-30 ml flaske (og ikke 80!, for det har der da aldrig været plads til i den lille mave) indtil hun ikke vil have mere.
Moralen?? Ja, det ved jeg ikke helt - at man ikke skal stole på de såkaldte eksperter? Eller måske bare, at børn er så forskellige, at ingen udefrakommende kan være ekspert i det enkelte barn, og at forældrene først bliver det efter en rum tid, hvor den står på trial and error som eneste mulige fremgangsmåde.
Det værste er jo ikke, at man skal prøve sig frem, men at eksperterne får os til at føle os som komplette idioter med hang til misrøgt, mens vi stadig finder ud af, hvordan vores lille pige fungerer. Hvad med lidt mere åbenhed fra eksperternes side og bare en lille smule sympati for de nybagte forældre, der sidder tilbage med en følelse af total afmagt og tårer i øjnene, fordi vi føler sig som vor tids dårligste forældre.

video
Freja hygger sig til Tori Amos, som jeg spillede for maven, da jeg var gravid

Nu vil jeg bruge resten af ugen på at overbevise mig selv om, at vi bliver fantastiske forældre, fordi vi er fornuftige, ansvarlige voksne mennesker med barnlige sind. Og fordi vi hver især besidder de egenskaber, som den anden mangler og ikke mindst fordi vi vil være de absolut bedste forældre for vores lille pige og slutteligt, fordi vi har kærlighed i spandevis, som hun nu og i al fremtid vil blive overøst med! Basta!

Give away numero uno

Før jeg lancerer min side fyldt med stof til salg og bytte, kaster jeg mig ud i en lille give away, som jeg håber, du vil deltage i.
Min give away består af: 12 stykker retro stof, 4 stykker nyt stof, stykke af orange Småfolk + en bunke rester i lilla Småfolk, forskellige bånd, sjove børneknapper, filtblomster og knapper betrukket med retro stof.
Reglerne er som altid her i blogland
1 lod ved kommentar.
2 lodder ved kommentar + fast læser
3 lodder ved kommentar, fast læser + billedlink på egen blog.

Skriv i kommentarfeltet, hvor mange lodder, du deltager med.

Den heldige vinder trækkes den 10.03.2011

søndag den 20. februar 2011

Farverigt genbrug

Min mor blev forleden sendt på loftet for at finde en bunke malede træfisk, som engang havde været en uro. De fine fisk fik jeg i fredags, hvor lillepigens onkel, fætter og mormor kom på visit her i Århus (Ja, jeg bruger stadig bolle-Å)
Fiskene blev vasket grundigt og i aftes fik jeg så færdiggjort det første projekt efter fødslen. (Bare vent - lige pludselig går jeg sikkert amok og poster det ene indlæg efter det andet)
Med lidt remedier fra Panduro og fine fine træperler fra Tiger fik fiskene nyt liv og pryder nu puslepladsen på badeværelset som farverig uro til lillepigen, som, vi i øvrigt har besluttet, skal hedde Freja.
Freja var det første navn, vi overvejede, og det eneste vi begge virkelig godt kan lide lige meget, hvordan man vender og drejer det. Så pyt med, at det er meget populært - vores lille pige hedder Freja, fordi hun er og ligner en Freja, ikke sandt?

onsdag den 16. februar 2011

Velkommen til verden

Hermed et lidt forsinket indlæg om lillepigens ankomst til verden - Der har været så meget andet den sidste uge, men efter flere mails, der har rykket for en update må jeg jo kaste mig ud i den 'lille' fortælling.
Vi ankom på Skejby nærmere bestemt på Y2 kl. 8 om morgenen den 7. februar og var så heldige, at der var en stue ledig, som vi kunne indlogere os på, så vi ikke skulle vente i det fælles køkken. Det viste sig at være endnu mere heldigt, idet vi kom til at vente ret længe (efterfølgende fandt vi ud af, at det var grundet et akut kejsersnit + et planlagt, der tog ekstra lang tid, fordi moderen havde fået to af slagsen tidligere og derfor havde meget arvæv, der var svært for lægen at arbejde med).
Kl. ca. 11.30 blev det vores tur. Jeg blev iklædt operationstøjet, og vi begav os mod operationsgangen, hvor jeg blev introduceret for en farlig mængde mennesker, mens den kommende far blev iklædt det grønne hospitalstøj, som kun findes i størrelse miniput (yderst komisk syn på en to meter høj mand).
Jeg fik lagt drop i hånden og begynder at ryste og joke af ren nervøsitet og adrenalin. Så var det tid til spinalbedøvelsen. Jeg jokede videre med narkoselægen om, at nu skulle han gøre det ordentligt og gerne i første forsøg - han fik peget på sit navneskilt med et blink og et stort smil - Overlæge, stod der. Ja, han havde styr på sagerne, og jeg mærkede ikke det mindste. Han havde dog opfanget, at jeg var temmelig nervøs og gik fluks i gang med at fortælle røverhistorier. Der kom en del, men vi kan kun huske få af dem. Nemlig den, hvor han som narkoselæge skulle spørge en kvindelig patient om vægt og højde for at kunne bestemme mængden af bedøvelse. Der var nemlig tale om en stor pige. Nå, men det sjove var så, at han kom til at spørge om vægt og højde i samme spørgsmål, og da hun så svarede 160, måtte han så liiige spørge om det var vægten eller højden, hun lige havde oplyst ham. ;) Sådan fortsatte han, mens jeg blev lagt ned, sprittet af og tiltet lidt op på siden med armene udstrakt, som var jeg på vej til at blive korsfæstet. Herefter satte de et lille forhæng op i form af papir, som gjorde, at os på den anden side ikke kunne følge med i operationen. Narkoselægen fra tidligere sad nede ved mit hoved sammen med den kommende far og en sygeplejerske, der styrede droppet i min hånd. Så begyndte de at tjekke, om jeg var helt bedøvet, og narkoselægen fortalte igen en lille historie om, at nu til dags havde man jo fundet ud af, at nerverne registrerer smerte og kulde på samme måde. Derfor kunne de bruge en isterning til at tjekke, om jeg nu også var helt bedøvet. Førhen havde man brugt en skarp pincet til at prikke og nive folk med, hvilket resulterede i, at man gik fra operationen med blå og gule nivemærker over det hele - ja ja, det var sjovt nok, da han fortalte det. Mine tanker var et helt andet sted, så jeg prøvede bare at smile, hvilket nok mest af alt lignede verdens mest kunstige smil med nervøse trækninger i begge mundvige samt et fikseret blik på det blå forhæng foran mig.
Så gik de i gang. Jeg mærkede ingenting - kun at de skubbede lidt rundt med mig, og der blev snakket 'lægesnak' hele vejen igennem. Og så lød to forsigtige skrig efterfulgt af et kraftigt langtrukket vræl, og så var hun ude. Kl. 11.54 mandag den 7. februar 2011 er vores datter kommet til verden. Jordemoderen tog hende straks med ud i det varme rum ved siden af operationsstuen, og far fulgte med. Jeg blev i mellemtiden forsikret om, at hun så fin ud, og fik at vide, at de første skrig var kommet allerede inden hun var helt ude - en sygeplejerske sagde, at så skulle hun da hedde Freja - jeg aner ikke, hvorfor de to ting skulle hænge sammen (???), men Freja er faktisk et af de navne, vi har overvejet og stadig overvejer.
Ganske kort tid efter kommer far tilbage med en svøbt lillepige, som bliver lagt op til mig så vidt som det nu lader sig gøre. Ude i rummet ved siden af operationsstuen har far klippet navlestreng og lillepigen er blevet tjekket, tørret og pakket ind. De får mig lappet sammen på rekordtid, og fortæller, at operationen er gået helt efter bogen, og at jeg får et pænt ar. De kører tjekliste på alle instrumenter og hjælpemidler (de skal jo helst ikke have glemt noget derinde), bekræfter at patienten er mig, og at der er udført kejsersnit. (Lidt sent at sikre sig de sidste to ting, men det var nok bare til protokollen - håber jeg). Alt i alt har det i henhold til faderen taget ca. 10 minutter med bedøvelse, 5 minutter med operationen og 10 minutter med at sy mig pænt sammen igen.
Så bliver vi kørt på opvågning, lillepigen bliver lagt til brystet, og de tjekker, at min livmoder trækker sig sammen, som den skal. (AV!) Det er det første, der gør ondt under hele processen. Sygeplejerske og jordemoder tjekker begge ved at mase ned på livmoderen fra forskellige vinkler og gentager processen løbende over de næste timer med mig liggende sammenbidt i smerte hver gang - tortur! Men alt går som smurt, og livmoderen trækker sig hurtigt sammen. Endnu engang lige efter bogen. Mens jeg ligger på opvågningen, kommer jordemoderen og måler og vejer lillepigen, som også får noget tøj på - 51,5 cm og 3040 g)
Jeg har lidt smerter i ryggen, som vi ikke rigtig kan hitte ud af, så de giver mig et morfindrop. Smerterne kunne forklares ved, at jeg har spændt nogle muskler i ryggen inden bedøvelsen satte ind, og de er så forblevet spændt under hele processen med ømhed til følge. Nå men den morfin gør i kombination med adrenalin, nervøsitet og lettelse, at min datters fødselsdag står lidt tåget i min erindring, så en del af ovenstående har jeg fået hjælp til at huske.
Vi bliver kørt fra opvågning tilbage på Y2, hvor vi som minimum skal blive indtil næste dag. Jeg kan ikke huske så meget af, hvad der sker her. Jeg er stadig på morfin og synes åbenbart, at det er sagen, for jeg får da trykket nogle gange på den udløser, der giver mig et skud direkte via droppet i min hånd. Jeg tror nok, at vi får noget at spise. Lillepigen ligger enten hos mig, far eller i sin vugge mellem de to sovepladser på stuen (farens består af en drømmeseng foldet ud af et skab) Efter ca. 5 timer skal jeg mobiliseres. Jeg har over de sidste timer hele tiden genvundet mere og mere funktionalitet i mine ben og fødder, og nu skal jeg op og stå. En sygeplejerske følger mig på toilettet (det dersens morfin gør mig noget rundtosset). Jeg får fjernet kateter fra blæren og kommer tilbage under dynen.
Natten bliver en hård omgang. Mælken er jo ikke løbet til endnu, og lillepigen er sulten som bare pokker og meget ulykkelig. Til sidst finder sygeplejersken et par snapseglas med modermælkserstatning, som hun hælder i den lille, som sluger med glubende appetit og så soves der tungt.
Dagen efter ser verden helt anderledes ud. Jeg er faktisk klar til at tage hjem. Jeg hader at være væk hjemmefra på den måde, og har brug for at være i egne, trygge omgivelser, men vi skal have en enkelt nat på patienthotellet som minimum. Her kommer vi ned omkring middag, hvor vi bliver indlogeret. Dagen efter får vi lavet høre- og hælprøve og så går turen hjem i taxi til det hjem, vi nu er tre om at dele.

Nu er der gået en uge siden vores hjemkomst, og selvom vi stadig lærer hinanden at kende, så går det rigtig godt. Lillepigen spiser, prutter og sover, som hun skal. Sundhedsplejersken siger, at hun trives og kunne også informere os om, at hun ved fødslen scorede topkarakter på Apgar-skalaen. Alt i alt - vi har det godt og nyder at være forældre til en utroligt skøn unge.

søndag den 6. februar 2011

Hjælp!

Dagens projekt udviklede sig meget hurtigt i den forkerte retning og blev lidt for 90er nuttet fremfor 70er fantastisk, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal rette op på fadæsen og dermed give buksedragten en chance for at komme på lillepigen.
Jeg har overvejet at applikere et Småfolk-inspireret æble på fronten for at bryde den store flade lidt op, men før jeg kaster mig ud i det, søger jeg lidt input.. Hvad skal jeg gøre?

Det var ikke kun ovennævnte der gik galt. Jeg brugte et minikrea mønster, som er virkelig dårligt gennemtænkt, da den indvendige bensøm bare syes i forstykke og bagstykke - Nemt? JA! Pænt? NEJ! - hvis der ikke er mere plads bagtil rynker bukserne jo helt vildt og vil altid ligne noget, der kravler op, hvor det ikke skal. Ork! Hvordan retter man op på sådan et mønster, så det rent faktisk kan bruges?
Ovennævnte frustrationer betød også, at jeg endte med at sjuske med detaljerne, så indersiden af dragten er virkelig ikke pæn, men det kan jeg rette op på efterfølgende, hvis bare jeg kan få lidt hjælp til at gøre dragten knap så 90er :)
(Måske er den i virkeligheden bare for farvekoordineret...??) What to do?

lørdag den 5. februar 2011

Hvad skal det blive til?

I dagens syprojekt, hvis jeg da når det, skal disse ting indgå. Hvad det bliver til, må være en overraskelse.
Det er den kommende far, der har hjulpet med udvælgelsen af stof (meget godt gået), som består af sort prikket bomuld, lilla rib og knapper og vintage bomuldsfrotté med store blomster.

Nyt stof og helt bankerot

Bloomerskids har fyldt op på hylderne af 70'er stoffer, og jeg er derfor gået fra at have rimelig styr på min økonomi til at blive direkte fattig på ganske få minutter. Jeg shoppede virkelig amok, og her er noget af det, jeg fik i kurven.
Der er stadig virkelig mange flotte ting i shoppen, og hun lægger mere på hele weekenden, men jeg har simpelthen ikke råd til mere. Er evt. med på en bytter med mindre stykker.

Skab til 'børneværelset'

Den kommende far er sat i gang med penslen, og er i skrivende stund i færd med at male en kommode, der skal indgå i gul 'symbiose' med klædeskabet i det børneværelse, der egentlig bare er en del af vores kontor afskærmet af en rumdeler, som vi har beklædt med tapetseret bagside.

Skabet er brugt og købt via gul og gratis. Kommoden er et gammelt møbel fra mit barndomshjem. Så vidt jeg husker, er det faktisk et entrémøbel, men det passer fint i stilen med skabet og er tilpas dimensioneret til et barn, så det kommer nu i lillepigens besiddelse som tredje led i generationsrækken. Jeg er sikker på, at mormoren vil synes om det :)

fredag den 4. februar 2011

3 dage tilbage (næsten)...

Nu er der kun 3 dage til, vores lille pige kommer til verden. Mandag kl. 8.15 skal jeg møde ind på Skejby, hvor jeg efter planen i løbet af den efterfølgende time skal gennemgå et planlagt kejsersnit og blive mor for første gang. Det er stadig urealistisk - jeg forstår det simpelthen ikke, og mon jeg overhovedet kommer til det, før jeg står midt i det. Mon ikke der kommer en light udgave af en fødselsberetning, når vi er kommet hjem med hende.
På billederne kan I se et af mine første projekter til lillepigen. Det forholder sig nemlig således, at jeg er helt vild med Alba Baby design og især deres overalls, og jeg måtte simpelthen prøve at lave et par selv. Derfor fandt jeg et mønster på nogle andre overalls i et Ottobre blad, lavede mine egne rettelser og tilføjelser og kastede mig simpelthen ud i det.
Jeg synes selv, at de er blevet super fine i yndlingsfarverne (lilla + gul) med vintage stof som foer og applikation. Er stolt - har jo for pokker aldrig prøvet at sy hverken tøj, knaphuller, applikationer eller noget som helst andet i den dur før!
Jeg har lavet buksebenene ekstra lange og sat elastik i anklen + gjort så stropperne kan bruges i den øverste knap alene - begge dele for at forlænge brugstiden af bukserne til et barn, der jo vokser ud af tøjet alt for hurtigt - og så havde jeg jo heller ikke lige et barn at måle/prøve dem af på. Mønsteret er en str. 74, så der går alligevel lidt tid, før jeg får fornøjelsen af at se dem på ;)

torsdag den 3. februar 2011

Med på dillen....

Jeg har selvfølgelig også forelsket mig i dillen med tapetserede bog- og sætterkasser, og jeg havde egentlig forventet et temmelig overkommeligt projekt, men phew... At male alle de små rum i sætterkasserne op til flere gange udfordrede virkelig min tålmodighed (Indrømmet - jeg er ikke den mest tålmodige person. Tingene skal helst gå nemt og hurtigt i min verden) Tsk tsk...

Her er så resultatet af mine anstrengelser. Det tog mig faktisk et par uger, da jeg lige skulle have en pause fra den kedsommelige del, før jeg fik mig taget sammen til at gøre det færdigt.
Jeg har primært brugt tapetprøver, men også et par dekorative ugler fra Panduro Hobby. Sætterkasserne er fra Søstrene Greene, og de forskellige tapetprøver har jeg fundet gratis eller billigt hos blandt andet wallpaperdirect, wallpaperfromthe70s, inreda og papirogtapet.

Børnetøj du selv kan sy

Se hvad jeg fik ind af døren i dag! Jeg har flere gange reserveret og lånt den på biblioteket, men det fungerer ikke så godt for mig at skulle aflevere den retur, når nu jeg kun liiige var begyndt at overveje at kigge i den.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med flere af tingene deri. Blandt andet de fine overalls, spenceren, hjelmen og futterne - og så kan tøjet jo varieres i en uendelighed, så jeg er sikker på, at jeg nok skal blive glad for mit køb.

tirsdag den 1. februar 2011

Nyt betræk til køreposen

Vi har købt det meste af vores udstyr, til den lille ny, brugt, og sammen med barnevognen fulgte en Basson uldpose med. Selve dynen er jo fantastisk, men betrækket var i virkelig dårlig stand, tyndslidt og med pletter, der ikke kunne gå af. Og så var det en kedelig armygrøn. Derfor blev et af de første projekter at sy et nyt betræk til køreposen.
Det lilla stof er fra Stof2000 og en meget kraftig bomuld. Jeg ville egentlig have haft bævernylon, men de havde ikke noget i den rigtige farve, og jeg blev lovet, at det andet var lige så godt, så det kom med mig hjem sammen med matchende tråd, træknapper og anoraksnor.
Fleecen som jeg har brugt som foer er et tæppe fra Tiger til sølle 30 kr. Der er virkelig mange skønne fleece tæpper med fine print og farver i butikkerne for tiden, og jeg har købt et par stykker netop til det formål at sy nyt af dem.

Mønster har jeg ikke noget af - jeg brugte bare det gamle betræk som skabelon. Jeg synes selv, at det er et utroligt vellykket projekt, især når jeg tænker på, at jeg slet ingen erfaring har med at sy ting som denne. Jeg var faktisk så stolt at jeg med det samme sendte min mor en mms med et billede af resultatet.

Fra bøger til barsel

Så blev det min tur til at starte en blog, hvor jeg vil poste indlæg om de ting, jeg går og kreerer. Om det er noget for mig det der med at blogge, ved jeg ikke helt, men nu giver jeg det et forsøg, og hvem ved - måske bliver jeg bidt af det.
Jeg gik på barsel for bare et par uger siden efter de sidste eksamener i denne omgang, og siden er bøgerne blevet pakket væk og blevet erstattet af stof, mønstre og en farlig mængde rod, der følger med sådan en omvæltning.
Jeg har ingen særlig erfaring med at sy, ombetrække eller noget andet i den stil. Faktisk begrænser min professionelle erfaring sig til at sy en knap i, hvor den mangler. Jeg kaster mig til gengæld over det meste, og jeg har i processen fundet ud af, at det egentlig for det meste går fint, når jeg tager den på 'gefühl'.

Og så er der forresten kun 6 dage til termin, hvor vores første barn, en lille pige, ser dagens lys :)