onsdag den 30. november 2011

Husk gaveregns give-away

Hvis du ikke allerede deltager, er det ved at være sidste chance. Der lukkes for deltagelse den 1. december kl. 00.00, og de mange vindere udtrækkes dagen efter, den 2. december.


Vinderne får lov til selv at vælge mellem præmierne. Først trukne vinder er førstevælger osv osv., så det kommer nok til at tage lidt tid at få dem alle fordelt. Derfor kan du allerede nu overveje, hvad du helst vil vinde, hvis du skulle være en af de heldige. Der udloddes følgende:

1 baby patchworktæppe til en lille dreng
1 baby patchworktæppe til en lille pige
1 sæt skumklodser til en lille dreng
1 sæt skumklodser til en lille pige
1 redesignet t-shirt til en lille dreng (str. 62-86)
1 redesignet t-shirt til en lille pige (str. 62-86)
1 stofbetrukket ringbind evt. til barnets bog
1 jule retrostofpakke + bambi
1 Graziela + Småfolk stofpakke
1 stofpakke til et baby patchworktæppe til en lille dreng
1 stofpakke til et baby patchworktæppe til en lille pige
2 retrostofpakker + retrostofknapper og bånd
10 gavekort til Smaahjerter.dk på 100 kr/stk.

I alt 23 præmier og dermed 23 vindere! Du kan stadig nå det. Se link til Gaveregns give-away i sidebaren.

Skal vi bytte æbler?

Jeg har været heldig at få fat en en ret stor mængde af stoffet nedenfor med æbler og hjerter i rød og grøn. Det passer jo lige til juleprojekterne :)


Jeg vil dog rigtig gerne have fingre i andre kombinationer af stoffet samt det andet æblestof på de efterfølgende billeder. Hvis du er interesseret i at få fingre i noget af det grønne/røde eller andre lækkerier fra samlingen, bytter jeg gerne til stykker fra billederne nedenfor. Køber også gerne, hvis du helst vil sælge. Så send mig endelig en mail, hvis du ligger inde med noget af det: xo@xoeinding.dk

mandag den 28. november 2011

Dekoration Frejas bog

...bare lige i forlængelse af mit sidste indlæg, vil jeg lige vise, hvad jeg, for et års tid siden, købte til at dekorere siderne i Frejas 'barnets bog med (selvom der nok går lidt tid inden jeg får det gjort ).

De fineste udstandsede små dimser og dutter i pap og tapet. Der er ALT, for jeg kunne slet ikke begrænse mig: paddehætter, blomster, mariehøner, skildpadder, insekter, træer, fødder, hænder, puslespilsbrikker, blade, blomsterkrukker, æbler, rammer og meget mere. Jeg synes, det passer vældigt godt sammen med den nye mappe med en masse farver og glade børnemotiver.




Det hele er købt på Trendsales, og var faktisk ikke specielt dyrt efter min mening. Desværre kan jeg ikke huske hvem, der lavede dem, men hvis du selv vil have en masse scrapbooking materialer til din 'barnets bog' eller andet, så prøv at søg lidt rundt på TS, så finder du hende nok.

Frejas bog

En 'barnets bog' til Freja har længe været på To Do - listen, og her til aften fik jeg så gjort noget ved i hvert fald selve bogen.


Den består af et yderst kedeligt ringbind, som jeg længe har haft planer om at gøre noget ved. Vi valgte ringbindet for selv at kunne styre, hvor mange sider, der skulle være, og så fordi vi kan bruge plastiklommer, der beskytter indholdet, og så fordi ingen af standardbøgerne faldt i vores smag. Sådan så ringbindet ud før:

Den opmærksomme læser kan måske huske, at jeg for ikke så længe siden modtog noget rigtig fint sengetøj fra Tyskland, som jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle sy af, fordi motivet var så stort.

Og så var det, jeg fik den ide at bruge det til barnets bog. Her ser I resultatet, der stadig ligger i køkkenet og tørrer.


Indholdet til bogen ligger stadig i en stor uordentlig bunke. Billeder mangler af blive fremkaldt, og tekster mangler at blive skrevet. Det hjælper dog en del, at jeg jo har en månedlig tradition her på bloggen, hvor jeg kommer med en status for Frejas udvikling - på den måde har jeg i det mindste lidt facts og tekst, som sagtens kan omsættes til barnets bog.

Sidste billede i rækken viser også en lille smagsprøve på, hvad bogen blandt andet kommer til at indeholde: mor og far, den gravide mave, scanningsbilleder, Frejas armbånd fra hospitalet, tørret blomst fra barselsbuketten fra mormoren og Frejas fodaftryk en måned gammel. Jeg har prøvet at gemme så mange små sjove ting som muligt, men er desværre begyndt at glemme det lidt.


Jeg smider også lige et stofbeklædt ringbind i puljen til min Gaveregns Give-away, som efterhånden tæller en del forskellige præmier. Læs mere og deltag lige her.

lørdag den 26. november 2011

Gepo 5000 - hjælp søges!

Jeg fandt denne smukke lyse citrongule Gepo 5000 vægt i en antikwebshop for et stykke tid siden, og købte den med det samme. Desværre havde forhandleren ikke sikret vægtloddet inden afsendelse, så det har svinget rundt under forsendelsen af pakken og slået nogle små dele løs indeni vægten.


Forhandleren sendte mig en ny vægt (orange), som jeg så kunne bruge selve vægtdelen fra, men det var en nyere model, så vægt og skål passede ikke sammen, og da jeg meldte dette retur, stoppede samarbejdsviljen, og forhandlerens respons var, at det måtte jeg da kunne leve med.

Det kan jeg bare ikke, så derfor søger jeg nu en ny vægt, som jeg kan bruge til min vægtskål. Det skal være en Gepo 5000 - dem, hvor skålen har rundede kanter, og hvor vægtskalaen vises i et lille hul. Så ligger du inde med en vægt med en ødelagt eller grim skål, eller har du bare en billig sag, du gerne vil sælge, så send mig endelig en mail xo@xoeinding.dk. Du må også gerne få den orange vægt i bytte, for den har jeg ikke brug for.

Alternativt kunne du måske hjælpe mig ved at tage detaljerede billeder af indmaden på din Gepo 5000, så jeg kan se, hvordan pokker jeg får de to små dimser på nederste billede sat de rigtige steder og dermed måske har en chance for at reparere vægten.

Træt... åh så træt

Freja er blevet syg, og så på det værste tidspunkt. Jeg har intet overskud overhovedet med ét eksamensprojekt, der skal afleveres på torsdag, som jeg ikke engang har fundet et emne til eller så meget som åbnet bogen, der er indkøbt til kurset. Det andet projekt skal afleveres den 8. december, men det er jeg i gang med - det burde nok være omvendt...
Freja har grædt hele natten pga høj feber og sygdom i kroppen. Som i HELE natten. Hun har kun fundet ro 1/2 time af gangen, hvis hun fik lov at sidde og sove på enten min eller Farens skød, hvilket jo betyder, at vi heller ikke kunne sove, når hun sov. Jeg er SÅ ufatteligt træt, og min hjerne kan slet ikke rumme de eksamensprojekter... Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.. er for træt...


Nu har Freja endelig fundet ro. Feberen er heldigvis aftaget, som den typisk gør i dagtimerne, og nu har hun ligget på maven i sofaen og sovet i et par timer og sover stadig. Jeg burde læse, skrive, foretage mig noget fornuftigt, men mit hoved virker ikke.. Tør heller ikke tage en lur, for Freja vækker mig sikkert, før jeg er udsovet, og så er den overvældende træthed bare endnu værre.. Nu er solen også begyndt at forsvinde og med den dagslyset, som er kilde til en smule energi... Mon vi får noget søvn i nat, så jeg kan lave noget i morgen... eller ender det simpelthen med, at jeg ikke når deadline på torsdag..

fredag den 18. november 2011

H&M a la Xo ein ding

En billig H&M trøje er blevet re-designet med retrokatte. Den er ikke perfekt, men øvelse gør mester ikke sandt. Og jeg tror desuden, at Freja er komplet ligeglad med, at de synlige syninger blev hvide i stedet for turkis i mangel på den rette sytråd.

Trøjen har jeg sprættet op, og derefter har den fået retro stof på fronten, som er syet fast til det oprindelige frontstykke, og derefter er trøjen syet sammen igen. Der er trykknapper i den ene skulder, så den er nem at få på og af. Det er en standard trykknap, som dem Prym bruger, så det er nemt lige at skifte den ene del af knappen ud, efter det nye stof er kommet på for en pænere finish.

Jeg synes selv, den er fin, og det er en super nem måde at re-designe noget kedeligt og ekstremt billigt børnetøj (20kr) til noget unikt med retro-feel. Nu mangler jeg bare, at H&M fylder hylderne med langærmede t-shirts i alle mulige farver (de er ikke til at finde i butikkerne pt), og så skal jeg lave flere af den slags, tror jeg - også selvom det er lidt snyd... Nogle gange må man gerne springe over, hvor gærdet er lavest - særligt når alt andet end min personlige stolthed taler for at gøre det ;)



Hermed er fiffet givet videre, så selv I, der kun har en ganske almindelig symaskine, kan lave labre kreationer. Du kan også vinde en re-designet babytrøje a la mig i min Gaveregns give-away. Se link ude i sidebaren.

torsdag den 17. november 2011

Give-away jule stofpakke

I dag har tiden været lidt knap, da der skulle laves interview og skrives projekt, så jeg har været med kæresten på arbejde og lånt en ledig skrivebordsplads, mens Freja blev passet herhjemme af bedstemoren. Nu er Freja blevet puttet, og jeg så mit snit til at få lavet en stofpakke til min Gaveregns give-away. Og hvad er mere oplagt end en pakke med skønne skønne julestoffer til alverdens juleprojekter.


Der er både stoffer, som er så store, at du kan sy børnetøj, puder etc af dem, og så er der stykker, som er mere anvendelige til patchwork, julepynt etc. Med i pakken er en række forskellige retrostoffer og nogle nye stoffer samt original Graziela, Södahl og Småfolk, og så følger den fine dug med englene samt den fine bambi også med.

Du kan deltage i Gaveregns give-away lige her eller ved at klikke på billedet ude i sidebaren.

Komplet samling

Det lyserøde kattestof, som jeg har efterlyst i et godt stykke tid, kom i går i en fin pakke fra Mia. Jeg faldt over Mias blog i forbindelse med, at hun vandt min børnestofs give-away (det får mig til at tænke på, hvor mange andre fine blogs, jeg går glip af derude), og på bloggen havde Mia et billede af de lyserøde katte.

Nu var det jo ikke meningen, at det skulle være en byttehandel, når nu Mia havde vundet en præmie hos mig, men jeg måtte jo lige spørge. Og heldige mig - Mia havde lige nøjagtig et stykke, hun kunne undvære. I bytte fik hun mindre stykker af de tre farver kattestof, hun selv manglede i sin samling, så nu har vi begge alle fem farvekombinationer.

Desværre er det kun små stykker, jeg har, så det er faktisk kun det blå, jeg vil kunne undvære stykker af i en byttehandel. Men jeg er slet ikke færdig med de katte, så jeg mon ikke jeg ender med igen at købe et helt betræk, når engang min konto lige vænner sig til, at jeg er tilbage på SU.


Og så havde Mia også lige lagt en lille gave til Freja med i pakken som tak for, at Freja lod netop hendes lod blive tilbage som et af vinderloddene :) Sådan nogle pakker er rigtig hyggelige og får mig til at elske blogland endnu mere - tusind tak Mia.

onsdag den 16. november 2011

Give-away skumklodser

Så fik jeg lavet et par skumklodser til min gaveregns give-away, som du finder lige her. Til forskel fra prototypen har jeg ladet hver side bestå at et enkelt stykke stof. På den måde kommer alle stofferne og især børnestofferne mest til deres ret.



Skumklodserne her er eksempler på henholdsvis en pigeudgave og en drengeudgave. Begge har fået to sider med børnestoffer og de andre sider med matchende retrostof. Pigeudgaven har fået lyserøde blomstrede stoffer, hvor drengeudgaven har primært fået grønne Graziela stoffer.

Klodserne er 100% håndsyede, så der ligger en del arbejde i dem, og jeg håber, I vil tage godt imod dem. Du kan som sagt vinde klodserne, hvis du deltager i min give-away.

Om igen...

Ja, jeg blev altså aldrig helt tilfreds med det drenge babytæppe, jeg havde lavet til min venindes kommende søn. Nu er veninden gået en uge over tid, og jeg valgte derfor at satse og lave tæppet om.

Det er nu lavet efter samme princip som pigetæppet til Maria uden kantbånd men i stedet en pyntesyning hele vejen rundt. Bagstykket, som er et stykke orange retrostof, er quiltet fast til fleecen inde i tæppet med deco-søm. Denne gang en frihåndstegning af et æbletræ - så bliver det vist ikke mere retro - og med en i øvrigt rigtig flot deko-søm (stjerner/blomster på række), som jeg helt bestemt vil bruge igen.


En meget træt Freja fik lov til at låne tæppet i aftes, da hun ikke ville sove. Nu venter vi bare på, at den nye ejer kommer til verden, og i mellemtiden krydser jeg fingre for, at den kommende mor er kommet over sin aversion mod farven orange.

Husk at du kan vinde et babytæppe med eget stofvalg i min Gaveregns give-away + en masse masse andre præmier. Se mere lige her. Og hvor er I i øvrigt fantastiske - over 50 deltagende på bare de første fire timer!

tirsdag den 15. november 2011

Gaveregns give-away

Så er det blevet tid til min gaveregns give-away, hvor jeg trækker mere end 20 vindere

Du kan deltage frem til den 2. december, hvor vinderne trækkes.

 Jeg vil løbende annoncere flere præmier i give-away'en, efterhånden som de bliver færdige.



Reglerne for deltagelse er som følger:

For at deltage skal du bruge tre minutter af din tid på at udfylde et spørgeskema, som du finder her

Derudover skal du 'like' Smaahjerter.dk på deres Facebook side

Når du har gjort disse to ting, skriver du blot en kommentar på dette indlæg, og så er du med i konkurrencen om en masse masse lækre sager.

Der udloddes som nævnt mere end 20 præmier, så vinderchancerne er rigtig gode. Jeg vil på forhånd sige rigtig mange tak for hjælpen til jer, der vælger at deltage og så i øvrigt held og lykke! 

Det udløser ikke ekstra lodder at linke fra egen blog, men ihh, hvor bliver jeg glad, hvis du gør det alligevel og hjælper mig med at få endnu flere svar til mit projekt. Brug gerne billedet fra sidebaren.

Der er nu lukket for deltagelse og vinderne er fundet.

Man kunne tro, det var Småfolk...

...men det er det ikke. Det er såmænd bare Føtex mærket Mads og Mette, der har oppet sig og kreeret nogle fine sager. Faktisk er hele designudtrykket temmelig meget inspireret af Småfolk og lignende mærker, og der var også en del designs i butikken, der mindede ufatteligt meget om Molo, som godt nok ikke lige er min kop the, men der er jo mange, der er vilde med det.


Nå, men det er stadig helt vildt sødt med lækre farver, så jeg dropper mærkesnobberiet og frydes over at have fået nogle virkelig fine sager med hjem til en virkelig god Føtex-pris.

søndag den 13. november 2011

Hæklet tæppe

Som det nok står lysende klart for de fleste af mine læsere, så har jeg aldrig lært at hækle og strikke. Derfor er det også skønt, at der er så mange af jer, der vil hjælpe og opfylde mine ønsker, som du kan se i dette indlæg. De fine kreationer fra blogland begynder efterhånden at dukke op i postkassen, og jeg har tænkt mig at give hver og én sit helt eget indlæg til ære for den søde afsender.

I mellemtiden vil jeg vise jer et smukt tæppe, jeg fandt i genbrug for et par uger siden, for når man ikke kan selv, kan man jo også betale for hæklede og strikkede skønheder.



Tæppet er blevet mit nye sofatæppe og har dermed erstattet en gammel beige sag fra Ikea, som har været i mit hjem lige siden dengang, hvor alt skulle være hvidt, gråt og beige for at være en del af et stilfuldt hjem. Gudskelov, at den tid er ovre ;)

torsdag den 10. november 2011

Prototype

I hører ikke så meget fra mig i disse dage hverken på jeres egne blogs, via mail eller svar på de kommentarer, I er så søde at lægge på mine indlæg - bliv endelig ved :) Der er en god grund til den udprægede envejskommunikation. Jeg har nemlig enormt travlt med at gøre klar til min blogs vigtigste og største give-away.

Som jeg tidligere har nævnt, så vil der være masser af præmier af forskellig art både hjemmelavede og sponserede. Grunden til, at netop denne give-away er så vigtig, er, at jeg skal indsamle data fra jer til et projekt. Det lyder kedeligt ikke... Men jeg lover, at præmierne er 3 minutters kedsomhed værd, og så vil I hjælpe mig helt ubeskriveligt meget! Det vil I da gerne, ikke...? :D



Lige nu arbejder jeg på patchwork klodser i størrelsen 10x10x10cm. Klodsen på billederne ovenfor er min prototype, og ved at lave den har jeg allerede fundet ud af, hvad jeg skal gøre anderledes næste gang for et langt bedre resultat.

Prototypen får Freja. De næste klodser, jeg producerer, er til jer - nemlig præmier i give-away'en, og de bliver langt finere, selvom jeg nu ikke synes, at prototypen er helt værst, når man tænker på, at det er mit første forsøg. Synes du, at sådan en sag kunne være værd at vinde til familiens yngste?

Vinderne af børnestof give away

Så er vinderne fundet. Freja hjalp mig i processen, hvilket, som I kan se, resulterede i et farligt rod. Faktisk er vinderne ikke trukket fra puljen, men i stedet de eneste to lodder, der forblev tilbage i skålen efter Frejas hærgen. Resten ligger stadig på stuegulvet og vidner om det imponerede antal deltagere og lodder.

Der er som sagt trukket to vindere, og første vinder er førstevælger, da pakkerne er en smule forskellige i indhold. Hvis du vil se pakkerne, kan du klikke dig direkte til det oprindelige 'give away' indlæg lige her.


Og så til de to meget heldige damer, som, jeg håber, er ovenud lykkelige over at have vundet.


Mia med bloggen Meyland Design, som skrev 'Hvor lækker en give-away. Deltager med 2 lodder :)'

og

Marie med bloggen Marolle blog, som skrev 'ja tak!! er med på 2 lodder og håber virkelig jeg er den ene heldige :)'

Tillykke begge to! :) 

Jeg sender jer en mail lige om lidt, når jeg har fået ryddet gulvet ;)

Piget patchwork

Så blev babytæppet til en lille pige færdigt. Tæppet er til Maria, der har lovet at strikke et par af de super lækre veste fra mit tidligere indlæg 'ønsker fra blogland' til Freja.
Maria havde ingen umiddelbare ønsker og mente, at veste versus tæppe ikke kunne gå lige op, men når jeg nu ikke fatter det med strikkepinde, og det er det, Maria allerhelst vil sidde med, så synes jeg, at det er et fint fint bytte.

I stedet for at sætte skråbånd på kanten, som jeg ikke synes lykkedes så godt, prøvede jeg noget nyt. Nemlig at sy bag- og forside sammen ret mod ret og efterfølgende lave pyntestikning. Jeg synes, det giver et meget meget finere resultat, og det bliver helt sikkert fremgangsmåden, når jeg fremover skal sy tæpper.




Til bagside prøvede jeg også noget nyt. Jeg quiltede fleece fast på noget lækkert vintage bomuld med nogle sjove dekorative søm, som min Singer Confidence evner at sy for mig. Jeg lavede lidt frihåndstegning med skrædderkridt af store blomster og syede så bare efter mine egne streger med deko-sømmen. Det gav et sjovt og lidt anderledes omend personligt udtryk, og det bliver heller ikke sidste gang, jeg benytter mig af noget i den stil.



Nu håber jeg bare, at tæppet falder i Marias smag, og at det lever op til hendes forventninger, selvom jeg fik ret frie hænder til opgaven.

Du kan selv vinde sådan et tæppe med eget stof- og farvevalg, hvis du deltager i min næste give away, som kommer en af dagene. Udover tæpper vil der være decideret gaveregn i form af gavekort, børnetøj, patchwork, legetøj m.m., så hold endelig øje.