fredag den 28. december 2012

Mit personlige 2012

Det forgangne år har for mit vedkommende været fyldt med både oplevelser af både den gode og dårlige slags.

Det har været frygteligt stressende at skulle udsætte min bachelor et helt år og dermed leve af lånte penge, som knap slår til, og velvidende at jeg har en rigtig dårlig forudsætning for at lave et godt BA projekt, når jeg har været væk fra studiet i hele to år. Det har hængt over mig som en sort sky, og det kommer til at forblive sådan et godt stykke ind i det nye år også.
Opstarten af Smuksak har også været en hård omgang og er det stadig. Når økonomien ser ud som den gør, er sådanne projekter endnu mere nervepirrende. Småting fylder alverden, og der skal kun et lille vindstød til at blæse mig omkuld. Kiloene rasler stadig af mig, og jeg vejer nu mere end ti kilo under min normalvægt og ligner mest af alt en pind med barm.

Stress og jag og medfølgende vægttab har sikkert også haft sin del i, at jeg har været syg igen og igen, og at jeg har lagt krop til, at enhver virus og bakterie, som Freja bragte med sig hjem fra vuggestuen, kunne holde fest i mit svage korpus. Jeg har kørt på alligevel. Ignoreret at min krop og psyke ikke kan klare det og på naiveste vis kommanderet mig selv videre med et mantra om, at jeg ikke er typen, der bukker under, og så har jeg hverken tid eller råd til det. I virkeligheden er der flere tegn på, at jeg bukkede under for længe siden.

Aftenens sofaprojekt

2012 har også haft sine gode sider. Jeg har mødt nye mennesker, som jeg værdsætter mere, end de aner. Freja blomstrer og viser nye sider af sig selv hver eneste dag, og jeg forelsker mig i dem alle. Hendes sprogudvikling er fantastisk. Hendes tillidsfulde men også temperamentsfulde væsen vidner om en veltilpasset og stærk lille pige med masser af personlighed.
Og så er min kæreste ikke gået fra mig endnu trods alt mit rod, mine projekter, mit stress og jag og min forsømmelse af de ting, der er de allervigtigste. Han har brokket sig. Men vi finder heldigvis hinanden igen, og han er her endnu og bliver forhåbentlig ;)

Mine nytårsfortsæt er mange, men de kan koges ned til noget så simpelt som 'stop'! Stop op og få styr på rodet, tankerne, følelserne, helbredet. Lad være med at gå i gang med noget nyt, før de nuværende projekter er afsluttet. Stop med at udsætte alt, til det hele ramler og tag i stedet hånd om én ting af gangen. Kryds det af på både fysiske og mentale lister og glæd dig over den succesoplevelse det er, at få styr på de enkelte dele, der i sidste ende udgør hele maskineriet - helbredet, virksomheden, forholdet, familien osv osv.

I morgen, lørdag, har jeg årets sidste vagt i Smuksak. Nytårsaften holder vi herhjemme i år - bare os tre. Vist mest for min skyld. Jeg ser frem til luksusmiddag med kæresten. Til at kigge på fyrværkeri gennem vinduerne sammen med Freja og til at vågne op i 2013 uden fysiske eller moralske tømmermænd og måske med en lille smule mere energi blot ved ideen om at lukke døren til et 2012 og åbne en ny til 2013 - et udfordrende og meget spændende år for mit vedkommende.


14 kommentarer:

  1. Kære Line.
    Tak for din åbenhjertighed. Tak for dit gåpåmod og engagement, på trods af dine personlige og økonomiske omstændigheder. Tak for samarbejde i 2012 og jeg glæder mig til fortsat mange stunder i dit selskab i 2013 - hvor jeg ønsker dig alt godt på alle fronter.

    Bedste tanker fra Christine*

    SvarSlet
  2. Kære Line.
    Du kender mig ikke, men jeg har blot fulgt dig her på sidelinjen både på din blog, men også været nede i jeres butik Smuksak, bor blot få min. gang derfra.
    Vil blot sige, at jeg har stor respekt for alt det du har formået her i 2012. Jeg havde selv gået og ovevejet at være en del af Smuksak, men af studiemæssige årsager valgte jeg, at blive færdig med dette først, selvom Smuksak stadig kripler i mine fingre. Vil blot ønske dig alt godt i det nye år, og du er mer end velkommen til at besøge min blog, hvori jeg også netop i denne måned har valgt, at dele min 13 års kamp mod sygdommens helvede, hvilket heller ikke har været lige let.

    Livet er desværre ikke en dans på roser, men hvis blot man lærer at tage et skridt af gangen, skal det helt sikkert nok gå, også for dig og din familie.

    Knuz Helena

    SvarSlet
  3. Hej Jeg ønsker dig rigtig GODT nytår, når altting roder oppe i mit hovdet (firma, arbejde, familie) så prøver jeg altid at sige til mig selv at tiden vinder, at det nok skal ordnet sig, og jeg bare må kæmpe. Og jeg er begyndt at lytte til min krop, en sygdag er en sygdag. Jeg ved det kan være svært. Håber det bedste for dig i det nye år.

    SvarSlet
  4. Hej Line
    Jeg er helt ny inde for det her bloghalløj. Har kun været med siden en gang i november, men jeg glæder mig til at bruge 2013 sammen med dig og dine skønne projekter.
    Jeg har tidliger kun syet til mig selv og mens tiden er gået med at blive større og større så er lysten blevet mindre og mindre. Men så kom du. Du har åbnet mine øjne for den store verden af dejligt børnetøj man kan lave. Du er min helt store inspirationshelt.
    Jeg ønsker dig fremgang på alle fronter for både dig og din familie i det nye år.
    Hilsen Sophie

    SvarSlet
  5. Jeg ville bare lige ønske dig rigtig godt nytår og sige, at det har været en fornøjelse at læse med her hos dig. Jeg håber at 2013 bringer en masse gode ting med sig for dig og familien og så vil jeg lige tippe dig om Biostrath, som er et vidundermiddel når man har børn i institutionsalderen - herhjemme har det i hvert fald gjort underværker, for jeg har ligget under for ALT hvad den bette har slæbt med hjem, men det er forhåbentlig slut nu! Rigtig mange tak for din hudløse ærlige udlægning af tingenes tilstand og jeg glæder mig til at læse med igen næste år :)

    SvarSlet
  6. Jeg vil ønske dig et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på dig selv og dine kære, og husk at stoppe op og nyde livet :)

    SvarSlet
  7. Hej Line

    Rigtig godt nytår til dig! Du ved hvor du vil hen - og jeg er sikker på, at du når målet :)

    Knus.

    SvarSlet
  8. Jeg krydser mine fingrer for et super skønt nytår for dig :-)

    SvarSlet
  9. Kære Line

    Det er altid nervepirrende at kaste sig ud som selvstændig. Det skal nok lykkes for dig - på den ene eller anden måde. Rigtig godt nytår - jeg er glad for at høre, at I er endt med den beslutning at tage det med ro.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  10. Hold op hvor er du ærlig både på bloggen og over for dig selv. Håber du får ro på inden det er for sent. Godt nytår

    SvarSlet
  11. Kære Line!
    Sikke et år det har været. Det lyder lidt til at du måske også skal bruge 2013 til at lære og lytte til dig selv og din krop. Det har jeg ihvert fald haft stor glæde af. Det har også taget lidt tid, men øvelse gør mester :o) Dernæst vil jeg sige at jeg synes du er mega sej og jeg beundrer dit gå-på-mod. Det tror jeg har inspireret mig lidt selv, så tak for det :o)Jeg håber virkelig at SMUKSAK går hen og bliver en succes. Jeg skal ihvert fald ind forbi næste gang jeg kommer til Århus.
    Hertil sidst vil jeg ønske dig et rigtig dejligt og lykkebringende 2013 :o)

    Hilsen Jane

    SvarSlet
  12. Jeg ønsker dig og dine kære et rigtig godt nytår,
    Håber i kommer godt ind i det nye år!
    Kh Sabrina / brineh.blogspot.dk

    SvarSlet
  13. Hvor er det flot at du deler sorger og glæder med os der følger dig blog! Det er meget beundringsværdigt!, og dine projekter er til stor inspiration. Mit 2013 byder også på et opgør med den dårlig samvittighed, måske vi kan støtte os til hinanden :)
    Det lyder til, at du er godt på vej til enden på stressen, selverkendelse er vel første skridt. Der er lys forude! Og som du kan se er der mange der vil dig det godt. Lys og lykke til dig!

    SvarSlet
  14. Tusind tak for jeres søde søde kommentarer og skulderklap. Det betyder rigtig meget for mig!

    SvarSlet

Kommentarer og hilsner værdsættes højt, og jeg glæder mig over hver og én. Læg en kommentar og så kigger jeg også forbi dig :)