mandag den 30. april 2012

Køkkendetaljer

I forbindelse med, at mit køkken havnede i et retro magasin, har jeg fået nogle henvendelser med ønske om at se flere billeder og detaljer. I dag fik jeg så muligheden for at tage nogle billeder af detaljerne (= fantastisk lys/knap så fantastisk fotograf), og i morgen kan jeg måske få taget et ordentligt billede af hyldevæggen i sin helhed.








 

Der er kommet lidt nyt til siden sidst. Gepo-vægten (jeg valgte den grønne) er kommet op at hænge. Det samme er mine nye ball-lamper, som jeg fik i fødselsdagsgave og Cathrineholm plakaten, som endelig har fået en ramme.
Min gamle Ikea serveringsbakke er blevet spraymalet turkis ligesom jeg gjorde med både brødkasse og brødrister. Flasker fra Tiger (til en 10'er) er blevet til Olie, Eddike og Soya flasker ved hælp af korkpropper og med det lidt skæve islæt af dymo-labels, og så er alle mine krydderikrukker fra Kronjyden Randers blevet hævet en smule ved hjælp af en beskyttende filtbeklædning af hylderne.

Sommersæt: solhat og bloomers

Det her sæt har jeg haft i tankerne længe, og jeg har nu endelig fået syet det op i en ganske brugbar test, som Freja skal prøve og godkende. Jeg har prioriteret at finde et andet mønster end EG-solhatten, som, jeg synes, er lidt for klodset bøllehatsagtig. Den udgave, jeg fandt frem til, er jeg vældig tilfreds med. Den er mere rund og piget, og den er heller ikke spor svær at lave.





Netop fordi det er en test, har jeg ikke foeret solhatten og de fremtidige udgaver skal også have bindebånd og pynt. Bloomers'ene skal måske være højere i livet bagtil, så der er plads til blenumsen, og elastikkerne skal helt sikkert justeres, men udtrykket er lige i øjet.

Nu skal der bare krydses fingre for en solrig sommer, hvor Freja skal sidde under parasollen og nyde de brede hvide strande ved Vesterhavet i Nordjylland, præcis som jeg gjorde det, da jeg var barn. Jeg kan lige se hende for mig med den tykke bare mave fedtet ind i solcreme dybt koncentreret med at fylde en spand med sand.

søndag den 29. april 2012

Jerseysamling

Jeg er efterhånden ved at have opbygget mig en lækker samling jerseystoffer med børneprint, selvom jeg faktisk prøver at holde lidt igen, fordi jeg så sjældent får syet noget af jerseystof. Planen er dog, at jeg skal have fundet et godt mønster til en standard langærmet trøje med raglan-ærmer, så Freja kan få nogle fine nye trøjer. Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om andre ting, jeg vil bruge stoffet til, efter jeg ikke længere syr bodystockings. Måske har du en god ide udover lommer, trøjer og bodystockings/heldragter?



Favoritterne i samlingen er dådyr, feer, genoptrykte elefaner, fiskende bjørne, landsby idyl og ikke mindst Tommeliden, som indtager førstepladsen over dem alle. Hvilken er din favorit(ter)?

lørdag den 28. april 2012

Sofapuder... uden sofa

Her ser I så resultatet af mine anstrengelser ved symaskinen i dag. To nye sofapuder, som pænt må vente med at komme ind i sofaen, idet Faren har indtaget møblet til pleje af tømmermænd, mens jeg larmer med symaskinen i soveværelset. Næste stop må blive et billede af sofa med puder og mit elskede sofabord - helst i noget bedre lys, end dagen i dag har budt på.




Jeg fandt jo så ud af, at det ville være smart at sy piping på før lynlåsen, så det blev lige en om'er undervejs, hvor Faren blev sat i sving med opsprætteren, nu hvor han alligevel bare lå på sofaen. Jeg kunne i øvrigt godt bruge en DIY på at sætte lynlås i, når man bruger pipingbånd. Jeg synes, det er lidt noget rod, så hvis du kender til en DIY derude, sender du så ikke lige et link.

Puder er ikke det eneste, jeg har fået ud af dagen i dag. Jeg er også i gang med at male nogle sager, som står på altanen og tørrer, og så er jeg i gang med at lave en header til Libbie. Jeg har dog meget mere, jeg skal nå, inden Freja kommer hjem i morgen. Travl på den gode måde, så at sige.

Til drukfest i vuggestuen

I går startede så vores børnefri weekend, hvor Freja blev hentet ved middagstid og skal være hjemme hos mormor helt indtil søndag eftermiddag. Jeg kastede mig straks over nogle af de gøremål, der har ventet alt for længe, og om aftenen skulle vi så til forældrefest i Frejas institution, som er integreret vuggestue, børnehave og skovbørnehave.

Jeg var ret paf, da vi fik invitationen til 'sjatfest', hvor vi altså skulle medbringe resterne fra barskabet og så var planen ellers, at der skulle drikkes og festes igennem. For mig hænger det overhovedet ikke sammen med vuggestue, og jeg havde nok troet, at det var sådan noget kaffe og kage-halløj, men nej nej, de har lang tradition for at holde den slags fester, og hvor er det da egentlig sjovt!

Frejas institution er så heldig, at de har ansat en vaskeægte og super dygtig kok i køkkenet, så han diskede op med en lækker treretters menu bestående af tre slags fisk til forret, lam til hovedret og kold frugtsuppe med kokus-isflager til dessert. Sikke en luksus! Jeg havde nok tænkt, at han var havregrødsmester og ikke meget andet, men den her menu var en hver succesfuld restaurant værdig!


Det var super fedt at møde nogle af de andre forældre, for det er langt fra alle, man ser i forbindelse med at børnene skal hentes og bringes, og hvis man gør, er der jo ikke tid til de længerevarende samtaler. Men det var altså enormt hyggeligt, og selvom jeg tog tidligt hjem, fordi jeg har så mange planer for i dag, så nåede jeg alligevel at se pædagoger og forældre blive småfulde og danse fjollet til livebandet, der var hyret til lejligheden. Alt i alt en kæmpe og positiv overraskelse fra ende til anden.

Kender du mon til institutioner, hvor de har en tilsvarende tradition?




torsdag den 26. april 2012

Hvad skal vi hedde?



Vi er i fuld gang med at realisere vores butiksfællesskab, men vi mangler et navn. Derfor kaster vi nu bolden op i blogland og beder jer komme med input og gode ideer til, hvad vi skal hedde.

Det må meget gerne klinge af noget, der har med børn at gøre, da et af vores fokusområder vil være børnetøj og udstyr. Desuden er vi jo et kreativt fællesskab, så måske også noget, der udstråler kreativitet. Og sidst men ikke mindst skal det være noget, der fænger.

Mine egne tanker gik til børnehaven, hvor min stue hed Kernehuset og børnehaven hed Spiren. Så tænkte jeg på kælenavne som Smuksak og derefter på ordspil som 'Butik Unik'. Så lad tankerne flyde og skriv dine bedste bud.

Vi holder i øvrigt informationsmøde for seriøst interesserede tirsdag den 1. maj kl. 18, så har du endnu ikke sendt mig en mail, men overvejer at blive en del af butiksfællesskabet, så skriv til mig på xo@xoeinding.dk

Giveaway i samarbejde med Malika & Rosa


Jeg har fået æren af at udlodde et gavekort på 500 kr. til en af mine absolut yndlings stofforretninger, Malika & Rosa
Eva, som er kvinden bag, har et gigantisk udvalg af smukke stoffer bl.a. byGraziela, Liberty, Amy Butler, Michael Miller og meget meget mere.



Deltagelse forudsætter, at du er offentligt registreret læser af Xo Ein Ding via Google Friend Connect. 
Du kan tilmelde dig via Google elementet i sidebaren eller øverst på siden, hvis du er logget på din Google konto.

 
1 lod for faste læsere - skriv i kommentaren, hvilket stof fra Malika & Rosas netbutik, der er din absolutte favorit.
 eller
5 lodder for faste læsere - skriv i kommentaren, hvilket stof fra Malika & Rosas netbutik, der er din absolutte favorit og link til give away'en med billede via egen blog.  

 
Skriv i kommentarfeltet, hvor mange lodder du deltager med - 1 eller 5.

Husk at skrive din mailadresse, hvis den ikke er let tilgængelig andre steder. 
 
Vinderen trækkes den 10. maj, og du kan deltage frem til 9. maj kl. 00.00. 
Held og lykke! :)


onsdag den 25. april 2012

Weekendprojekter

Det er ikke så lang tid siden, jeg skrev et indlæg om, hvordan jeg i bund og grund følte mig komplet utilstrækkelig i alle mine roller og manglede tid til bare at være mig. Nu er jeg ikke typen, der sådan piver højlydt og ikke gør noget for at ændre på situationen.

Første skridt var at inddrage venner i pasning af Freja, så kæresten og jeg kunne komme lidt ud. Det var fint, men jeg slapper nu mest af og lader op, når jeg er hjemme, så jeg har nu arrangeret, at Freja skal på sin første miniferie alene hos mormoren. Så har faren og jeg lejligheden for os selv hele weekenden til både at hygge os sammen, ordne praktiske ting og være alene sammen men hver for sig. Vi glæder os - og er lidt spændte på, hvordan Freja vil reagere på de uvante omgivelser uden mor og far.

En af de ting, der har stået længe på min to-do liste er nye puder til sofaen. Jeg tror aldrig, jeg har vist billeder af vores stue sådan rigtigt, og det er mest af alt, fordi jeg synes, der mangler lidt for at gøre den helt præsentabel nok til at blive foreviget på billeder. Derfor er puder også det, jeg har planer om at give mig i kast med i weekenden udover 1000 andre ting.



Jeg er slet ikke til blomstret retro, når det kommer til indretning til os voksne. Derimod gør det mig ikke spor, at det er lidt finurligt og har kant. Puder kan jo også nemt skiftes ud (hvis man ikke er så langsom i optrækket som jeg) så jeg har ikke de store skrupler med at lave en pude med neonpink kaniner pipet med neongul eller en trekantspatchworkpude med lidt harlekin som det skæve islæt.

Nu kan jeg nå at skifte mening sådan cirka tusind gange, før det bliver weekend, men lige nu tiltaler disse lidt småtossede, finurlige, skarpe og grafiske kombinationer mig meget. Glæder mig til weekend!

Ønsker fra blogland

Denne gang er det ikke mig, der ønsker, men Didde-Louise med bloggen Vaga Vong, så kig forbi, hvis du vil have fingrene i Didde-Louises store retrostofsamling ved at opfylde hendes ønsker til hæklerier.


Og kig også forbi alligevel, for Vaga Vong er en meget ny blog, der fortjener noget opmærksomhed. Didde-Louise forkæler nemlig sin datter med smukke hjemmesyede kreationer, som kan inspirere os alle, men der er også en mere alvorlig side af bloggen, nemlig Didde-Louises søn, som lider af Leukæmi - familiens historier og erfaringer med sygdommen er en livsbekræftende del af bloggen.

Så kig forbi Vaga Vong og bliv inspireret af både Didde-Louises tilgang til livet og hendes kreative projekter.


tirsdag den 24. april 2012

Gaver og giveaways

Den seneste tid er jeg blevet noget så forkælet med gaver og har vundet flere super fine giveaways rundt omkring i blogland. Se bare her.

Print vundet i giveaway hos Julia
Retro-frø som gave fra Mia
Tørklæde vundet i giveaway hos Christina
Gavekort til Elle-Belle vundet hos Rakel
Pung til ting og sager som gave fra Julia
Så er man altså både lidt heldig og forkælet. Tusind tak hver og én for de meget fine gaver og præmier. De har allerede forsødet min hverdag med deres blotte tilstedeværelse :)

mandag den 23. april 2012

Xo Ein Ding i Retro-magasin

I dag fik jeg et blad med posten, hvor Xo Ein Ding har fået sin helt egen lille plads som retroblogger. Det er et svensk blad kaldet Hus&Hem Retro, og hvor er det altså et lækkert blad. Det forhandles vist ikke i stor stil i Danmark, men jeg ville ønske, det gjorde, for det er virkelig et blad, jeg gerne ville læse fast.



Billedet, som de ønskede at bringe fra min blog, er af min hyldevæg i køkkenet. Der er ikke sket så meget nyt siden da, men nu får jeg helt lyst til at gøre noget mere ved det rum, så jeg kan vise nogle billeder frem af et (aldrig) færdigt køkken.

søndag den 22. april 2012

Min fødselsdag i glimt

Min 30års fødselsdag blev ikke kun fejret på dagen men også dagen efter sammen med den nærmeste familie, som vi havde inviteret til frokost, kaffe og kage. Det var en rigtig hyggelig dag med mine 10 nærmeste, og heldigvis var min far frisk nok til at blive udskrevet fra hospitalet og komme med.








 



Og selv om det selvfølgelig var Freja, der løb med størstedelen af opmærksomheden, klager jeg ikke, for hold da op, hvor fik jeg fine og mange gaver.

Hay Mega Dot sengetæppe / 3 blå Lotus tallerkner / fransk vintage knagerække / Kähler lågkrukker / Ball magnetlamper / Ball pendler / Casalinga vase / helfigursspejl / ramme til køkkenet samt en masse kontanter til at købe orange Lotus for. Jeg er et heldigt asen, intet mindre!

lørdag den 21. april 2012

Ihh altså, mænd!

I går skulle min kæreste ned og købe ind og jeg overtalte ham til at gå en tur på posthuset med en masse pakker for mig. Og, hvad gør han så!? Han snakker i telefon, mens han går og tænker ikke over, hvad han laver. Da han når over på posthuset, går det op for ham, at han ikke længere har nogen pakker med sig, men at han i stedet har smidt hele posen med i alt 8 pakker i affaldscontaineren! Arhmen for helvede!


I posen var i alt 5 pakker med børnetøj fra shoppen, 1 pakke med to meter af det skønne grønne retrostof, 1 pakke med 24 lapper af det fine elefantstof i alle farver og sidst men ikke mindst barselsgaven til min veninde, som lige har fået tvillinger, nemlig de to elefantbamser.

Og så spørger folk, hvorfor jeg insisterer på gøre det hele selv herhjemme frem for at lade kæresten gøre det på sin måde... Arrgh! Nå, men han er tilgivet ene og alene af den grund, at han betaler for gildet og sørger for, at jeg får en friaften til at lave en ny barselsgave til veninden.

fredag den 20. april 2012

Tillykke til dig og til mig

Først stort tillykke til Dorthe med bloggen Oline Art, som har vundet den første præmie i min giveaway nemlig stofpakken + knapper, og lige så stort tillykke til Line med bloggen Linsens Projekter, som har vundet andenpræmien - en tilsvarende stofpakke med nye børnestoffer.

Send mig mail med vinderglæde og adresse til xo@xoeinding.dk, så får I jeres præmier med posten inden længe.



Dernæst tillykke til mig selv, for jeg runder nemlig de 30 i dag... Hurra hurra :) !! Indtil videre har dagen budt på rare sager i form af gode gammeldags fødselsdagskort i postkassen, cafémorgenmad og shopping med en kær veninde, opkald, hilsner og beskeder i massevis. Og i aften bliver Freja passet af gode venner, mens Faren og jeg tager ud og spiser god mad og drikker lidt for meget rødvin.
I morgen skal jeg fejres af den nærmeste familie, som kommer til frokost. Hep hep, 30 er et hit!

torsdag den 19. april 2012

Endnu et par bukser

I dag fik jeg endelig modet tilbage og fik syet Frejas bukser færdige, og de er blevet vældig fine, selvom syningerne på vrangsiden godt kunne være kønnere. Det handler nu mest om, at jeg er uvenner med min overlocker, og alle syninger er derfor lavet på min symaskine.

Jeg har ingen billeder af Freja i bukserne, for vores kamera er stadig udlånt, og reservekameraet kræver, at motivet står helt og aldeles bomstille, og det får jeg altså ikke Freja til ;)




På det mere personlige plan roder det lidt for tiden. Min far blev indlagt forleden efter at være blevet mere og mere mærkelig og skidt tilpas over den seneste tid. En scanning viste en massiv blodansamling i hans hjerne, som faktisk have presset den ene hjernehalvdel hele 2,5 centimeter. Min gamle far, som er i slutningen af 60erne, blev 'slået ned' til en firmafest i byen for noget tid siden, hvor hans hoved ramte en kantsten, og han blev slået bevidstløs. Det var en dørmand, der gjorde det mod min far og samtidig brækkede fingrene på min fars kollega. Det var en bizar handling - hvem pokker slår en gammel mand?!
Nå men vi håber, at det er den skade, der har resulteret i blødningen, og at det ikke er et aldersrelateret problem med blodkarrene i hjernen - for hvis det er skaden, bliver den nu behandlet og kommer ikke igen. De har boret og drænet min fars hoved, og han har det allerede meget bedre og glæder sig til at komme til Århus på lørdag, hvor jeg holder fødselsdagskomsammen for familien.

Dagen i dag er primært blevet brugt på at oprette en blog med info til de af jer, der har udvist interesse i at blive en del af vores butiksfællesskab a la Designkartellet. Har du henvendt dig men endnu ikke hørt fra mig, så skriv lige igen. Det roder som sagt lidt i mit hoved.
Og hvis der er nogen, der savner post fra mig, så bliver det sendt i morgen, hvis der ikke lige er flere familiemedlemmer, der ryger på hospitalet.

Og hey! Husk at det er i morgen, jeg trækker vinderen af min giveaway. Du kan deltage frem til midnat i nat ved at klikke på linket i sidebaren.

onsdag den 18. april 2012

Et aarhusiansk Designkartel


Vil du være med til at danne et aarhusiansk Designkartel?

Vi tager udgangspunkt i Designkartellets koncept og samarbejder med vores allesammens Kirkesjov om opstarten af et tilsvarende butiksfællesskab her i Aarhus.
Det første skridt er at danne en forening, hvor du som medlem er med til at bygge butiksfællesskabet op fra bunden.

Butikkens sortiment vil primært bestå af hjemmelavede produkter til børn og børnefamilien. Eksempler på produktkategorier kunne være børnetøj, legetøj, udstyr, brugskunst og dekoration samt materialer henvendt til den kreative.

Når den fysiske butik skal realiseres, skal du kunne bidrage til opstartsudgifter, husleje og være en aktiv del af foreningen og driften af butiksfællesskabet. På sigt er det meningen, at udgifterne minimeres eller falder helt bort via indtægter fra kommissionsaftaler.

Så har du en iværksætter i maven, har du lyst til at tjene penge på at være kreativ, og har du mod på at prøve kræfter med en aarhusiansk udgave af Designkartellet?

Kontakt os da på xo@xoeinding.dk for yderligere information om medlemskab og for indkaldelse til kommende møder.

Du skal også være meget velkommen til at give informationen videre, hvis du kender nogen, der kender nogen, der kunne være interesserede. Man behøver ikke være blogger for at blive medlem.

Allerede med er Eva // rarebird, Christine // Frk. Turkis, Mette // Kirkesjov, Line // Xoeinding, Stine // Strikkelas

tirsdag den 17. april 2012

Se lige hvad jeg har fået

Flere skønne sager fra blogland. Disse ting er fra nogle af mine mange favorit blogpiger, nemlig Tina med bloggen Fantastisk Sommerfugl, som står bag bag den fine lysestage, og Karen Elisabeth med bloggen Hverdagens Små fornøjelser, som har lavet de fine ballerinaer til mig.

Både Karen Elisabeth og Tina har hæklet sig vej ind i mit hjerte ved at lave nogle helt fantastiske ting til mig før. Se bare her, hvor jeg viser den smukke bamse, Karen Elisabeth har hæklet, og her, hvor Tinas skønne hæklede pude har fundet vej hjem til mig. Begge dele er fantastiske, intet mindre! Og det samme gælder for de kreative kvinder bag. Tina har jeg endda været så heldig at møde i virkeligheden, og det bliver ikke sidste gang, det er jeg sikker på.



Lysestagen skal males i smukke farver, der kan anvendes hele året rundt, så den kan bruges som både adventskrans til jul og smuk stage alle årets andre dage. Farverne bliver nok lidt som dem på dens inspirationskilde fra Ferm, men indtil videre er den smuk i det rå træ og kan sagtens pynte 'as is', indtil jeg får tid til at male.

Ballerinaerne skal op at hænge. Den ene skal i ramme og indgå i min billed-/gallerivæg, som stadig er under opbygning. Den anden skal hænge, som den er med sit elegante og farverige udtryk. Både lysestage og ballerinaer skal ligesom mine mange andre ting fra blogland sprede god stemning herhjemme, både fordi tingene er smukke, men også fordi de er lavet af søde mennesker.

Jeg har faktisk fået mange flere fine sager fra blogland, end dem jeg viser frem her, men Faren har lånt kameraet ud til Frejas farbror, og jeg må derfor nøjes med vores gamle reservekamera. Det er ikke de mest inspirerende billeder, jeg får ud af den linse, så derfor får jeg ikke taget så mange - jeg vil hellere vente lidt og tage nogle rigtig fine billeder.

mandag den 16. april 2012

Børnetøj til salg

Jeg har planer om et opfølgende indlæg som respons på jeres mange søde kommentarer til mit indlæg fra i torsdags, hvor jeg har taget en pause fra bloggen siden, men jeg har vist brug for at tumle lidt mere med det for mig selv, før jeg konkretiserer ved at skrive ned.

I mellemtiden vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har sat noget mere billigt børnetøj til salg. Shoppen vil på sigt også komme til at indeholde interiør, retro og lidt stof (alt hvad jeg har i overskud), men ting tager tid, så her er først lidt til jer med små børn - særligt pigerne.


På billedet er et lille udvalg af det, jeg har sat til salg. Du finder det hele lige her, og det er som altid først til mølle, hvor jeg vil gøre mit bedste for at opdatere løbende.