lørdag den 30. juni 2012

Nyt til børnestof-samlingen

Der er kommet nogle super fine retrostoffer til i børnestofsamlingen herhjemme. De lilla fugle er en gave fra Mette som tak for at generere trafik til Kirkeskov bloggen. Det er et totalt ubrugt stykke stof, og det er første gang jeg ser de smukke fugle i så klare farver. Jeg burde næsten sammenligne med mine andre, så I rigtig kan se, hvor smukt det er.
Stoffet med blandede 'sove'-motiver og de fine 'love birds' er begge fra Husflid. Jeg er helt vild med sovemotiverne (især de sovende katte og dukkevognen), og det er bestemt nogle af rigtig mange retromotiver, jeg overvejer at re-designe og selv få genoptrykt i større format.




fredag den 29. juni 2012

Klippe klippe jersey

Mens jeg har været syg, har jeg brugt hvert ledigt øjeblik med en smule fysisk overskud på at klippe i mine jersey stoffer. Indtil videre har jeg kun klippet til raglan-trøjer, som dem jeg tidligere har lavet, men der er virkelig også mange - 18 trøjer i størrelse 92, hvor halvdelen er til Freja.

Nu har jeg også prøvet at sy trøjerne et par gange og har fået knækket koden og tilrettet mit mønster. Derfor tør jeg også sælge de færdige trøjer og den anden halvdel, som ikke er til Freja, sættes derfor til salg her på bloggen efterhånden, som de bliver færdige.

Symaskinen kommer med i sommerhus og alt efter, hvordan vejret bliver, og hvor mange planer vi lægger, skulle jeg gerne få syet en smule.



Giveaway i samarbejde med Creas.dk


Jeg har fornøjelsen af at udlodde et gavekort på 400 kr. til Creas.dk, som forhandler fantastiske Belton Molotow spraymalinger foruden en stor mængde andre artikler til os kreaglade.
Udover gavekortet smider jeg selv en lille gave i puljen. Den viser jeg her på bloggen inden længe.


Deltagelse forudsætter, at du er offentligt registreret læser af Xo Ein Ding via Google Friend Connect. 
Du kan tilmelde dig via Google elementet i sidebaren eller øverst på siden, hvis du er logget på din Google konto.

1 lod for faste læsere - nye som eksisterende
  eller
5 lodder for faste læsere - nye som eksisterende - og link til giveaway'en med billede via egen blog.  

Skriv i kommentarfeltet, hvor mange lodder du deltager med - 1 eller 5.

Husk at skrive din mailadresse, hvis den ikke er let tilgængelig andre steder. 
Du kan deltage frem til midnat den 14. juli og vinderen trækkes kort tid derefter.
Held og lykke! :)
Undlad venligst at lægge mere end én kommentar. Kan du ikke se din kommentar, kan det være fordi, der er mange af slagsen, og derfor skjules de sidste. Tryk 'indlæs flere' indtil du ser alle kommentarer, hvis du vil være helt sikker på, at du deltager.

NB: Trækning af giveaway-vinderen er udsat til den 20. juli, og der er fortsat åbent for tilmeldinger.

torsdag den 28. juni 2012

Kan I huske...

...alle de her gamle ting, som fik nyt liv herhjemme ved hjælp af en helt fantastisk spraymaling? Jeg nyder synet af mine sprayede ting hver eneste dag, og nu har jeg i lang tid haft en giveaway liggende klar til jer på selvsamme spraymaling. Nu skal det være...! Og mens I venter på, at jeg sætter gang i giveaway'en, kan I jo tænke over, hvad I vil bruge spraymalingen til, hvis I vinder.


I forbindelse med giveaway'en, som er sponseret af Creas, vil jeg løbende lægge billeder ud af ting, jeg har spraymalet sammen med farvekoden, så I kan se, hvilken jeg har brugt + tips og tricks til spraymalingsprocessen.
Og så bliver jeg altså nødt til lige at sige, at hvis du skal i gang med at spraymale og ikke har tålmodighed til at vente og se, om du er den heldige vinder, så skal du gå efter Belton Molotow spraymaling og købe det online hos fx Creas til ca. 39 kr. Du skal holde dig fra farvehandlerens hypede sprays, der løber, Silvans sprays der størkner og er utætte etc - de kan tage modet fra enhver, for de virker simpelthen ikke!

onsdag den 27. juni 2012

Freja 2 år

Og nej, hun har ikke fødselsdag, og hun er kun 1 år. 'Freja 2 år' kalder pædagogerne i vuggestuen Freja, fordi hun vil bestemme alting selv - en opførsel de nok først er vant til at se hos 2årige. En tidlig trodsalder måske, men jeg tror nu mere, det er hendes personlighed, og jeg er sikker på, at hun slægter sin mor på. Jeg blev nemlig kaldt Line-modsat som barn.

Og mens Freja er helt vildt irriterende, fordi hun i en alder af et år allerede synes, at hun skal bestemme alting selv, så er hun også helt vildt sej på den bevidste og selvstændige måde. Hun er fx begyndt at komme hen til os og klemme på bleen og sige 'puha', når hun har skidt, og hun kan også selv pudse næse sådan rigtigt og gør det, så snart den løber, og der er papir inden for rækkevidde. Jeg synes, min lille pige er SÅ dygtig, men jeg har jo ingen erfaring fra tidligere børn, så måske er hun bare helt normal... og sød og trodsig ;)


Tillykke, du er skide syg!

Det var den glædelige besked, jeg fik af min storsmilende læge i dag, og det var skam velment. Da jeg i mandags fik taget en blodprøve, kunne de endnu ikke spore infektion i prøven men bare virus, og så var der ikke meget andet at gøre, end at gå hjem og have det elendigt med næsespray og smertestillende, selvom jeg vidste, at smerterne i pande, bryn, kinder og kæbe med sikkerhed var en ondsindet bihulebetændelse.
I dag viste blodprøven, at antistofferne, hvide blodlegemer eller, hvad det nu er de måler, var mere end femdoblet, og yay! Det betyder massiv sygdom af den slags, der kan behandles med penicillin. Allerede i morgen skulle jeg have det meget bedre og måske endda kunne bukke mig ned efter Freja uden at være ved at dejse om af smerter, og måske endda komme på arbejde - de der deadlines, jeg nævnte tidligere er for længst overskredet, den dårlige samvittighed nager, og timesedlen er nærmest blank = ingen løn. Jeg skal virkelig have undersøgt om timelønnede uden faste arbejdstider har ret til løn under sygdom?


I går kom de smukke stoffer fra ebay. Jeg fortryder lidt den gul/grå stribede, men de to andre er fantastiske, og jeg glæder mig til at få tid til at kreere af dem - om ti år eller noget... ;)

mandag den 25. juni 2012

En ny vinkel

Jeg faldt lige over et billede i arkivet af Frejas værelse fra en vinkel, jeg vist ikke har vist frem på bloggen før. Klædeskabet, hvis ene halvdel består af gigantiske skuffer perfekt til legetøj, var et af mine første (og største) projekter, da jeg ventede Freja, og selvom det er et skrummel, synes jeg, det er helt fantastisk fint, efter jeg fik det malet.
Puffen med patchwork i orange og lilla retrostoffer er et andet af mine vellykkede projekter, og æbletræspuden ovenpå er en favorit uden lige, ligesom trøjerne til Freja, som hænger på rad og række er noget af det fineste, jeg nogensinde har lavet til Freja.




Freja kan vist også godt lide at se tingene fra en lidt anden vinkel ;)

søndag den 24. juni 2012

Mere beklædning med stof

Det virker også at beklæde tidsskriftsholdere i pap med stof. Det bliver faktisk rigtig fint, og igen er det et super nemt og hurtigt projekt, når man bruger vliesofix i stedet for lim. Nu er jeg i midlertid løbet tør for selvsamme, altså vliesofix, så de næste holdere og mapper i rækken må lige vente til efter min sommerferie.
Jeg synes virkelig, det er en fantastisk måde at gøre kedelige mapper etc både smukke og personlige.


lørdag den 23. juni 2012

Pladsmangel

Jeg har nu vasket og tørret de sidste stoffer i samlingen, og det var ikke forkert vurderet, da jeg forleden kunne se, at der ville opstå pladsmangel i stofreolen... Der mangler faktisk rigtig meget plads! Indtil videre er ensfarvet jersey, rib, isoli, fløjl og frotté forvist til gulvet foran reolen. Der blev faktisk kun plads til de mønstrede jerseystoffer og velour foruden retrostofferne. (Skøre kvindemenneske, altså...)
Nu er der kun tilbage at begynde at bruge af stofferne, men jeg har en travl uge foran mig med deadlines på arbejde, der allerede er overskredet pga sygdom. Ugen efter er der sat to hele dage i streg af til at sy i hyggeligt selskab først i Aarhus til en gentagen succes med blandt andre Anna og dernæst i Holstebro, hvor jeg skal modtage fif af kyndige Lis. Dér skal saks og maskiner gløde, og jeg glæder mig :)



fredag den 22. juni 2012

Min nye samlermani

Det må ligge dybt i mig, det med at samle, for i samme øjeblik jeg stoppede med at samle på de blomstrede retrostoffer (altså med at købe nye af slagsen), begyndte jeg at samle på jerseystoffer. Retro-børnestofferne samler jeg også stadig på, men jeg har rigtig mange efterhånden, så det er sjældent, jeg falder over noget, jeg virkelig bare skal eje.

Mens der ikke bliver lavet en disse herhjemme på kreafronten, fordi jeg er intet mindre end hundesyg, og har været det siden onsdag, er jeg begyndt at gøre klar til sommerferiens mange børnetøjsprojekter. Første skridt er nemlig at få vasket alle strækstofferne, så de ikke kryber i vask eller smitter af på hinanden, når tøjet er syet. Det er særligt træls, når man syr i kontraster fx gul og brun, hvor den gule ser snavset ud efter første vask, fordi den tager farve fra den brune.


Jeg er sådan cirka halvvejs med 4 vaske i vente, og allerede nu er der meget lidt plads tilbage på hylderne, men det skal sommerens projekter nok gøre noget ved. Planen er nemlig at sy to identiske stykker tøj hver gang - et til Freja og et til salg. På billedet viser jeg kun mine mønstrede jerseystoffer, men jeg vasker også alle ensfarvede stoffer i velour, rib, jersey, isoli, frotté og fløjl. Kan du mon se, hvilke farver, jeg mangler at vaske og få tilbage på hylderne? ;)

torsdag den 21. juni 2012

'Mit' sommerhus

Da mine forældre ventede mig for godt 30 år siden, var de i fuld gang med at bygge et sommerhus i en by, hvor min familie har så meget historie, at du nærmest ikke kan nævne en bygning eller en person i byen, uden jeg på en eller anden måde har en relation til denne. Jeg har også tilbragt alle min barndoms somre i denne by med Danmarks bedste strand og ishytte.
I dag ejer min far det gamle sommerhus samt min farmor og farfars gamle hus og et tredje hus, som også har været ejet af familie førhen. Min mor og hendes kæreste har også valgt at købe sommerhus i byen, og jeg har ikke tal på, hvor mange kusiner, fætre og grandkusiner, der pt er bosiddende i byen, som selvfølgelig er Tversted.


Det sjove og spændende er, at jeg efter planen skal overtage det gamle sommerhus, som, jeg faktisk allerede føler, er i hvert fald delvist mit. Sommerhuset har ikke fået en eneste stilmæssig opdatering i 30 år. Det er blevet vedligeholdt, og slidte møbler er blevet skiftet ud med, hvad man nu lige kunne få gratis.

Jeg har ikke nogen billeder af det oprindelige, som emmede af 70erne med lave sofaer holdt helt enkle i strigent firkantet facon og betrukket af min mor med hvidt stof. Nakkestøtterne kan jeg huske var smalle pøller fæstnet med stropper i kernelæder. (Jeg bliver nødt til at finde ud af, om de er smidt ud - det er de sikkert, og det er SÅ synd). Måske kan man stadig spore stilen i værkstedslamperne over spisebordet, de knaldrøde klapstole. og de brune detaljer i køkkenet.

Jeg ville elske at sætte huset i stand, at opdatere det men mest af alt føre det tilbage mod det oprindelige på en god måde. Samtidig med at jeg har lyst til at male det hele, må jeg slå koldt vand i blodet og minde mig selv om, at huset kan miste sin sjæl ved at gøre det, og det kan ikke gøres om.

Men spændende er det... at jeg nok skal være husejer og så af netop det hus, jeg altid har følt så meget for.




Multfarvet Wiinblad platte

Det skulle lige prøves, men jeg må ærligt indrømme, at jeg bedre kan lide versionerne med detaljer holdt i én farve som kontrast til den sort/hvide streg. Det er som om, effekten med at opdatere og tilføje lidt kant til motivet forsvinder, når man farvelægger i flere farver. Den bliver simpelthen for sukkersød efter min smag. Hvad synes I..?



onsdag den 20. juni 2012

Lopper mens vi venter

Freja og jeg skulle et smut forbi posthuset i går for at sende en pakke og hente en anden. Jeg trak nummer 31, kiggede op og måtte lige kigge en ekstra gang, da det nu betjente nummer fremgik at være 12. Hvordan hulan skulle jeg dog holde Freja underholdt så længe?!?

Vi gav det et forsøg, men jeg måtte forlade butikken med en meget gal trunte, da hun havde hevet halvdelen af kontorartiklerne ned fra hylderne, og situationen stod til at blive pinlig på den der måde, hvor folk uden børn står og tænker 'så få dog styr på din unge', og jeg står med røde kinder og snakker overbærende til Freja 'nej, søde skat, det må man altså ikke', mens jeg skuler til de andre kunder - mon de står og glor og dømmer mig...?!?

Vi tog vores nummer 31 med i lommen og trillede klapvognen ned til en lokal genbrug af den slags, der, selvom den er velgørende, godt ved, hvad tingene er værd. Alligevel kom jeg hjem med en lækker skammel, en skøn dug med æbler og en løber med fine fugle til i alt 120 kr. Fin fangst, og jeg glæder mig til at ombetrække skamlen - retroblomstret eller grafisk zigzag mønstret? - nok det sidste, når det nu er mig...

Vi kom i øvrigt tilbage på posthuset, da nummer 29 blev trukket ;)



tirsdag den 19. juni 2012

Fugle- og elefantjersey til salg

Jeg fik jo trykt en fin bunke økojersey med fugle for ikke så længe siden, og da jeg ikke selv får det hele brugt, sælger jeg det nu i halve yards (90 x 70 cm) til 150 kr. Der er også lidt elefantjersey på lager, hvor jeg heller ikke får det hele brugt, så har det interesse, kan man sende mig en mail på xo@xoeinding.dk for yderligere information og bestilling.


Stofferne er alle vasket to gange allerede for at tjekke holdbarheden af trykket. Du kan se et før og efter billede i dette indlæg. Jeg kan desværre ikke garantere, at der ikke vil være yderligere farvetab, da det jo også afhænger af, hvor hårdt tøjet vaskes, men Frejas elefanttrøje ser ud til at kun have tabt farve i de første par vaske.

Alle stofferne på billedet er til salg: gule elefanter 1/2 størrelse, røde elefanter, lilla elefanter, brune elefanter, lilla fugle, gule fugle og koral fugle. Alle stofferne er solgt.

Stofbeklædt ringbind

Jeg er begyndt at stofbeklæde ringbind igen. Denne gang skal de bruges til snitmønstre og pynte i krearummet. Og så har jeg optimeret metoden så betragteligt, at det nu kun tager 5-10 minutter, og så er de klar til brug! Vlisofix siger jeg bare ;)

Her er den første klar fra 'pressen' med det fine blomstrede stof fra Ikea, der vist koster 19 kr/meteren. Jeg skal have testet, om det kan lade sig gøre at benytte metoden til tidsskriftholderne, der står og ser umådeligt kedelige ud i deres hvide pap.




mandag den 18. juni 2012

Wiinblad med et twist

Inspireret af OhDeer søsteren Tina, som er en af mine nye 'forretningspartnere' har jeg opdateret en lille bunke Wiinblad platter, som ellers bare stod til at blive afleveret i den lokale genbrug.
Første bunke er i pasteller. Jeg har endnu ikke besluttet mht de sidste, men jeg ved, at der skal være en med orange detaljer. Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal bruge dem til, for selv om de nu er så fine, at jeg gerne vil have dem op, skal det kun være nogle enkelte af dem og ikke hele stakken på 11 stk.




Og før Wiinblad samlerne begynder at råbe helligbrøde, kan jeg lige informere om, at det er malet med almindelig akryl træmaling, og man kan derfor skrabe det af igen, hvis platterne engang i fremtiden skal bruges i deres oprindelige form og udtryk.

søndag den 17. juni 2012

Frejas loppefund


Vi har haft en rigtig dum weekend herhjemme. Freja blev syg i fredags - om det er vaccinen fra ugen før, omgangssygen fra vuggestuen eller en kombination af de to er uvist, men hun har feber, hoster og vil hverken sove eller spise ordentligt. Det har med andre ord bare været en rigtig hård weekend for alle parter.

I dag gik vi en længere tur for at få hende til at sove mere end de 15 minutter i streg, som har været normen hele weekenden. Turen gik til søndagens loppemarked og udbyttet udelukkende til Freja. Dukken, synes jeg, er helt fantastisk, og Attilio & Birgit bøgerne er en tilføjelse til samlingen, som nu bare mangler nr. 2 og 6 for at være komplet. Det lille komfur med gryder er fra en genbrugstur i forrige uge og kostede kun en 10er. Derudover fik vi også lidt gamle dukkehusmøbler med hjem, som skal istandsættes og bruges til retro-dukkehuset. Dem viser jeg frem, når jeg engang får tid til at gøre dem præsentable.






lørdag den 16. juni 2012

I ville se den på

Da jeg forleden viste mit seneste genbrugsfund i form af en frottékjole, var der flere, der mente, at den også var en skønhed i sin nuværende form som kjole og ikke bare som stof til andre projekter. Derfor tog jeg kjolen på og legede model for en stund med 7 tøjklemmer i ryggen for at transformere kjolens størrelse 42 til noget, der lignede min kjolestørrelse.



Og ja, den kunne med omsyning gå hen og blive en rigtig skønhed også som kjole. Den er stadig lidt kitschet efter min smag, men som en hurtig kjole til strandturen og til brug i haven i sommerhuset, kunne den være perfekt.
Den skal syes ind, udskæringen og skulderstropper skal ændres, lommen skal fjernes og så skal den lægges en smule op, og med min ikke-eksisterende erfaring med at sy tøj til voksne, skal jeg have lidt assistance til det.

Endnu sjovere ville det være, hvis det overskydende stof kunne ende med at blive til et par shorts til Freja - så kommer vi til at matche på stranden.

fredag den 15. juni 2012

Hæklet MacBook sleeve

Karen Elisabeth har hæklet dette smukke MacBook sleeve til mig med inspiration og opskrift fra Lutter Idyl. Jeg var så vild med det sleeve, Jeanette havde lavet - både hæklingen og farvesammensætningen, at jeg ønskede mig en tro kopi.

Knapper og elastik fik jeg selv tilføjet i går, selvom sleevet faktisk har været i brug uden et stykke tid og er blevet beundret alle vegne. Der er også plads til en notesbog  og løse papirer i sleevet, så det fungerer lidt som en taske, som jeg hellere end gerne viser frem på vej til og fra arbejde.




Tusind tak til Jeanette for inspiration og opskrift og endnu mere tak til Karen Elisabeth for at ville hækle sleevet til mig.

torsdag den 14. juni 2012

Skønhed eller rædsel?

Ja, det afhænger jo af øjnene, der ser. Jeg kan se begge dele i denne gigantiske frottékjole, som jeg fandt i genbrug til 30 kr. Som kjole er det en rædsel, som kun de færreste ville kunne bære med stil, som stof til børnetøj, bamser og lignende er der tale om en skønhed (i mine øjne vel og mærke).