lørdag den 28. juli 2012

Raglantrøje med retro bambi

Jeg er nu blevet færdig med de sidste trøjer, og lægger dem i shoppen i løbet af dagen. Denne er til Freja. Dubletten er allerede solgt, men I skal da lige se den helt færdig alligevel.




torsdag den 26. juli 2012

Drømmer om Lotus

Jeg har en drøm om engang at have et komplet stel i orange Lotus Lyngby, de smukke Cathrineholm opbevaringsglas med låg og det fantastiske salt/pebersæt med samme motiv.

Det er dog ret svært at opdrive her til lands, og så er det tilmed vældig populært i udlandet blandt andet i Japan, hvor skandinavisk retrodesign hitter. Billederne herunder er lånt på karahe, som er en japansk webshop. Prøv at surfe lidt rundt blandt deres skandinaviske retro herligheder, mens du ikke fatter et ord af det, der står skrevet.

Nøj, hvor har de mange smukke ting blandt andet en stor mængde Erik Kold, Lyngby, Cathrineholm, Figgjo, Rörstrand og endda tekstiler og bøger fra 'vores' 70'ere, men jeg synes altså, at de smukke sager burde stå hjemme i skandinaviske hjem, hvis jeg skal være helt ærlig.


 Ligger du inde med en lille skat i form af orange lotus'er, som du ikke bruger, så må du endelig sende mig en mail. (xo@xoeinding.dk)

onsdag den 25. juli 2012

Frejas første strandtur

I dag har Freja været på stranden sådan rigtigt for første gang. Sidste sommer var hun simpelthen for lille til både varmen fra solen og kulden fra vandet, og så var vejret heller ikke ligefrem til strandture. Det bliver dog ikke den sidste af slagsen, for hun elskede det! Både sandet og især vandet, tangen og vandmændene, som man kunne mase til snask mellem fingrene.

Med kun to sommerdage mere i denne omgang, må vi af sted igen en af de næste par dage. Og selvom det er besværligt at bo på tredje sal inde midt i byen, så er vi glade for, at bo i gåafstand til både strand, skov, Botanisk Have, Den Gamle By, Børnenes Hus og Jord. Vi ville nu alligevel gerne bo, så vi havde vores egen have, hvor Freja kunne sove og lege til hverdag - det kræver en del at pakke til en udflugt, hvor man skal have taget højde for enhver situation.




tirsdag den 24. juli 2012

DIY: Oplæg i jersey uden coversøm

Her kommer så den lovede diy på oplægning af jersey uden brug af coversøm. Du skal udover de oplagte redskaber sørge for, at du har en tvillingenål til stretch. Jeg vil anbefale dig at købe en 4mm, da det giver en søm, der ligner de professionelle coversømme bedst.


Først vil jeg lige vise jer, hvad en coversøm er. En coversøm er en såkaldt dæksøm, som bruges til at lave professionelt udseende oplæg. På bagsiden af sytøjet laves en kantsikring, og på forsiden laves i samme arbejdsgang to ligeud-sømme som smuk finish.
For at lave denne søm skal man bruge en coverstitch-maskine eller en coverlocker (coverstitch og overlocker i én).
Se eksemplet herunder, hvor jeg har taget et billede af en af Frejas Småfolk trøjer. Denne trøje er lagt op med en coversøm.


For at lave flotte oplæg i jersey uden coversøm, kan du i stedet vælge at overlocke og sy i to arbejdsgange.

1: Først syr du din trøje (eller andet jerseyprojekt) sammen, som du plejer med overlockeren. Dernæst renskærer du stoffet, hvor du skal lave dit oplæg. Jeg bruger rulleskærer og patchworklineal - præcist og hurtigt. Dernæst overlocker du kanten hele vejen rundt, så du laver 'kantsikringen', der efterfølgende vil komme til at ligge på trøjens vrangside.
Nu ser din trøje ud som nedenfor. Eventuelt mærke i bunden applikeres på nu, så den hårde applikationssøm bliver gemt i dit oplæg og dermed ikke kommer til at genere barnet.


2: Nu skal du finde strygejern mv. frem. Vend vrangen ud på din trøje og sæt den omkring enden af strygebrættet, så du kun arbejder med et lag stof af gangen. Mål en meget præcis fold (min er 2,5 cm) og fasthold den med knappenåle. Stryg derefter folden skarp uden at stryge på din syning, der kan smelte, når du syr med polyestertråd. Gør dette hele vejen rundt 10-15 cm af gangen.


3: Lad knappenålene sidde i og vend retsiden ud på din trøje. Knappenålene sikrer, at du syr det rigtigt sammen trods stoffets stræk. Nu ser den ud som på billedet nedenfor - med en helt skarp markering af oplægget, men du mangler stadig ligeud-sømmen på retsiden.


4: Indstil din symaskine til den sømbredde, der matcher din stretch-tvillingenål (ALDRIG større) og følg ellers instruktionerne til din maskine ved brug af tvillingenål. Sømlængden sættes højt. Jeg bruger næsten den længste ligeud-søm, min maskine kan klare, men sy en test og bestem dig for, hvad du synes bedst om. Bare husk, at den SKAL være lang, ellers ødelægger du jerseyens strækkvalitet.

Find et punkt på din maskine, som du kan følge, så du rammer overlocksømmen på bagsiden og begynd så at sy ligeud. Undlad at strække i stoffet, mens du syr. Du bør starte bag på trøjen og tæt på en af sidesømmene for at skjule den efterfølgende hæftning mest muligt. Når du har syet hele vejen rundt, hæfter du, som du plejer, og nu er dit oplæg færdigt og ser ud som nedenfor, hvor du kan se både ret og vrang.



Og sådan ser den færdige trøje ud - klar til shop og salg.

mandag den 23. juli 2012

Sigges Univers

En sidste hilsen fra Tversted, som vi forlod for godt en uge siden. Et af de steder, vi besøgte en del gange, var Sigges Univers. Sigurd, som indehaveren hedder, har sin forretning i en værkstedsgarage i rundkørslen ind til Tversted, og her finder du virkelig finurligheder uden lige.
Prøv bare at se 'heste-cyklen', hvor barnet sidder i påhængsvognen og træder i pedalerne, mens retningen styres med tøjlerne. Et vildt samlerobjekt eller udstillingsgenstand til en skøn forretning. Han får hele tiden nyt, og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvilke skatte jeg går glip af, når jeg kun besøger stedet 1-2 gange årligt.

Jeg købte dukkehuset og det gule spisebord med stole i dukkestørrelse med hjem til Freja. Dukkehuset har vi ikke selv plads til eller brug for herhjemme, men jeg fik det billigt og efter en grundig istandsættelse, kan det måske med de andre medlemmers godkendelse indgå som inventar i vores kommende butik.
Det hele inklusiv 50er stolen står opmagasineret hos min mor, da vi ikke kunne have det med i toget, så jeg glæder mig meget til at få det hele herhjem - særligt stolen, som vi mangler for at gøre stuen helt færdig (vi har flyttet lidt rundt herhjemme).







søndag den 22. juli 2012

Oplæg i jersey uden coverlock: diy på vej

Der er en del, der har kommenteret på og spurgt til, hvordan man laver professionelt udseende oplæg i jersey, når nu man ikke har en coverlocker, der kan gøre det hele i én arbejdsgang.

Til mine seneste trøjer har jeg valgt at benytte mig af almindelig overlocker kombineret med symaskine - noget de fleste af jer har og bruger. Så jeg håber, at en kommende diy vil være nyttig. Jeg skal bare lige have syet endnu en trøje og tage billeder undervejs, så har jeg en diy klar til jer.

Vores jord trøje

Denne trøje er syet i noget af det skønneste jersey med lækre retro-inspirerede motiver af børn, der danser hånd i hånd. Så fint! Jeg synes sagtens, at trøjen kan bruges både af en pige og en dreng.

Trøjen er en str. 92 og koster 229 kr. 
Ønsker du at købe trøjen, skal du blot sende mig en mail på xo@xoeinding.dk




Endnu engang er stoffet fra Liandlo
Bomuld 95%, lycra 5%, maskinvaskes på 40 grader. 
Stofferne er vasket og tørretumblet inden klipning for at undgå, at de kryber i vask, og at stofferne smitter af på hinanden. Ribben er af kunststof og holder farven fantastisk.

lørdag den 21. juli 2012

Du er en vinder

Så har jeg trukket lod i begge giveaways - både gavekort til creas.dk + flaskevaser og elefantlapperne. Det hele blev jo lidt forsinket grundet ferie, og jeg er stadig enormt meget bagud med alle mine indlæg, men nu skal jeg ikke udsætte trækningen længere.


Vinderen af gavekortet til creas,dk og de spraymalede flaskevaser er den altid skønne Anna med bloggen Laralil. Jeg glæder mig til at se, hvad der sker, når Anna fjernes fra sine trygge rammer foran symaskinen og begiver sig ud i at spraymale - måske noget til det nye hus, jeg har hørt hvisken om?
Jeg er ret sikker på, at I alle kender Annas blog, men hvis ikke, så SKAL du kigge forbi. Anna er en af de dygtigste og flittigste kreabloggere, jeg er stødt på til dato!

Vinderen af elefantlapperne er Sissel med bloggen lille hottentott. Det glæder mig rigtig meget, endelig at kunne sende en giveaway-præmie til en af mine norske læsere, og så bliver det kun endnu bedre af, at Sissel lige er blevet mor for anden gang, så jeg kan glæde hende med en lille barselsgave i form af de fine elefanter - måske kun i drengefarver? Besøg gerne Sissels blog - jeg er selv lige blevet fast læser og glæder mig til at følge med fremover (og læse tilbage i tid, som jeg altid gør, når jeg falder over en ny lækker blog).

Stort tillykke til jer begge - I får en mail fra mig snart, for I har sikkert begge så travlt med alt det nye, at I ikke ser dette indlæg ;)

fredag den 20. juli 2012

Hjertetrøjen

Så er den første af mine raglantrøjer helt færdig. Jeg laver to identiske trøjer hver gang - den ene er til Freja og den anden er til salg. De er alle syet i jersey og strækrib som tittebånd, som er både vasket og tørretumblet forud for klipning for at teste kvalitet og sikre, at de ikke kryber i vask efterfølgende.

Alle trøjerne er str. 92 og koster 229 kr.

Jersey med hjerter er fra Liandlo og skøn kvalitet.







SOLGT

Husk også, at i dag er sidste chance for at deltage i mine giveaways, som du finder links til ude i sidebaren.

onsdag den 18. juli 2012

Dukkekravlegård

Dukkekravlegården her er en af mine sommerlopper til Freja. Den kostede kun 30 kr, og Freja løfter rundt på den fra rum til rum i ét væk. Rammen er af træ og stængerne metal - jeg ved ikke, om den er af nyere dato eller en ældre sag, men fin er den. Når Freja bliver træt af at putte bamser og dukker op i kravlegården, så kan hun lige nøjagtig eller måske nærmere lige knap selv være deri.




tirsdag den 17. juli 2012

Næsten færdig og til salg

Det går lidt langsomt med at få lavet trøjerne helt færdige, men her er den første i rækken, som 'bare' mangler cover-oplægning i bunden. Trøjerne kommer til at koste 229 kr. stykket, og hvis du allerede har forelsket dig i en eller flere af dem ud fra de billeder, jeg tidligere har vist, kan du reservere dem allerede nu, mens de bliver syet færdige, og før jeg lægger dem til salg i shoppen. Alle trøjerne er str. 92.



Billederne ovenfor bærer desværre præg af dårlig belysning. Jeg lægger nogle bedre billeder op løbende.

Allerede reserveret er: 
Lyserød kløvertrøje med gul rib
Hvid trøje med brune og gule dådyr og brun rib
Lilla kløvertrøje med lyslilla rib
Rød hjertetrøje med lyslilla rib 
Gul svampetrøje med hvid rib

Giveaway ekstra præmie

Jeg lovede jo en lille ekstra ting til den heldige vinder af min giveaway i samarbejde med Creas.dk, og her er den så. Vinderen af gavekortet på 400 kr. vil også vinde disse to flaskevaser/-stager, som er spraymalet med Belton Molotow i to af yndlings sommerfarverne - mintgrøn og lyseblå.




Du kan deltage i giveaway'en lige her, og fristen for deltagelse er udvidet frem til den 20. juli, hvor jeg trækker både vinderen af gavekort/vaser og mine elefantlapper, som du finder her.

mandag den 16. juli 2012

Forsinket

Efter et par dage uden internet er vi nu hjemme i Århus igen. Det manglende internet har betydet, at jeg nu har en masse indlæg i form af ideer og billeder, som jeg ikke har fået postet. Fx det om endnu en skøn loppebiks i Tversted, om mine loppefund, om vores fantastiske tur i Aalborg Zoo, om vores nye indretning af stuen, om blogtræf/sykursus i Holstebro, om den ekstra præmie, jeg jo lovede i Belton-giveaway'en osv osv.

Jeg er også håbløst bagud med at læse med hos jer og har i skrivende stund intet mindre end 406 ulæste indlæg, jeg skal igennem, men da jeg ikke har tænkt mig at bruge min første aften hjemme fra ferie på at sidde foran computeren, må I lige nøjes med et billede af nogle af mine fund til Freja (more to come) og en dårlig undskyldning om, at kæresten sidder og venter på mig, så vi kan starte vores film og flade ud på sofaen.

Af samme grund udsættes trækningen af vinderen af min giveaway i samarbejde med Creas, og du kan derfor stadig nå at deltage lige her. Ekstrapræmien kommer i morgen - satser jeg på ;)


fredag den 13. juli 2012

Lykkegaard og Cathrineholm

Lykkegaard ligger lige uden for Tversted og er et mekka for samlere. Der er ikke tale om en forretning, hvor du kan gøre et prismæssigt kup, men derimod et sted, hvor du kan finde de smukke ting, du skal bruge for at fuldende din samling og helt særlige sager, som du gerne betaler for at få hjem i din stue. De har masser af aluminia stellene Susanne, Sonja og de andre skønne pastelfarvede damer. En del Lyngby og meget meget andet.

Mit blik faldt med det samme på den store stak Cathrineholm skåle med orange lotus. Dem har jeg ønsket mig længe, og to af de pæneste kom med mig hjem. De var som sagt ikke billige til 300 kr stykket, men tilgengæld er de så svære at finde, at der måske ikke kan være tale om et kup men i stedet et fund. Den mintgrønne krenit skål var også på ønskelisten, men til 1400 kr fik den pænt lov at forblive i butikken. Min mor købte nogle skønne gamle Bo Bedre blade fra 70erne og en samling dameblade fra 50erne, som du kan se lidt af på et af billederne.