tirsdag den 30. oktober 2012

XoEinDing mærker

De er lige landet - mine XoEinDing mærker, som skal pynte på samtlige af mine syede kreationer i Smuksak - og de er fine. Ja, okay de små er lidt ujævne, men hvad kan man forvente med så mange detaljer på 1x1 cm..


Mærkerne er fra Ikast Etiket, og selvom jeg er tilfreds med resultatet, har processen simpelthen været så umådeligt besværlig, at jeg faktisk ikke vil anbefale andre at benytte sig af dem. Vælg hellere en af de både billigere og hurtigere løsninger via Etsy.com.
Men nu er de her! Og jeg kan komme videre og færdiggøre alle de produkter, der mangler den sidste finish i form af mærker, oplæg og dæksømme.

lørdag den 27. oktober 2012

Lidt af det hele, men mest XoEinDing









Jeg fandt en underskøn og fejlfri sukkerskål i blå lotus forleden. Nu står den lidt alene blandt de orange familiemedlemmer, og selvom jeg har et par fine Cathrineholm skåle med det blå motiv, ville jeg ønske, at også sukkerskålen havde været orange.

Der er kommet styr på jerseystofferne, nu hvor jeg holder pause fra at klippe. De er lagt i pæn orden, hvor de må vente på saksen, til min hånd er i topform igen og en ny saks indkøbt.

Halvfærdige XoEinDing produkter hober sig op på bøjlerne, mens jeg stadig venter på mine mærker, som skal sys i, før jeg kan lave den sidste finish. I mellemtiden tester jeg et revideret snitmønster til kjolerne i vintagestof. Det bliver fint, og testen er allerede pillet op igen, så det smukke stof kan genbruges til en noget mere veludført kjole.

En gammel samling kom også lige med - mine fine Kronjyden Randers krydderikrukker står til skue og fri afbenyttelse i køkkenet sammen med kaffe-, the- og kakaokrukkerne fra samme serie.

De brune raglan jerseytrøjer ligger på rad og række, sorteret efter størrelse og klar til XoEinDing mærkerne, der kommer i næste uge.

Og sidst men ikke mindst en af mine mange bunker vintagestof, som jeg møjsommeligt vælger smukke stoffer fra til nye kreationer, der skal sælges i butikken. Her er det den lyserøde bunke, men der er også en gul, brun, orange, grøn, blå og lilla. Jeg er faktisk lidt bange for, at jeg ender med at beholde halvdelen af de færdige produkter, fordi jeg ikke nænner at skille mig af med dem ;)

fredag den 26. oktober 2012

Træthed, spænding og arbejdsskader

Trætheden er ikke noget nyt. Nogle gange overvældes jeg bare sidst på eftermiddagen og dratter om på sofaen, hvor jeg drømmer om alle de ting, jeg ikke når, fordi jeg ligger der og spilder tiden. Nogle gange kan det nu godt være ret hyggeligt, fx når Freja følger mit eksempel - en situation, som Faren fangede i dette billede, hvor Freja og jeg er kravlet under hver vores dyne og nyder hinandens sovende selskab.


Spænding fordi der sker rigtig meget i Smuksak-regi i øjeblikket. En ny og bedre lejekontrakt er ved at blive forhandlet på plads af advokaterne, og den skulle være klar primo næste uge. Dato for overtagelse af vores lokaler er stadig 15. november, og jeg går dagligt forbi butikken, når jeg skal hente Freja i vuggestuen. Renovationen er i fuld gang, og det ser godt ud. I går blev ét stort vindue skiftet ud med to udstillingsvinduer og en dør i midten, og i dag ankom elementerne til vores personalekøkken. I næste uge skal jeg forbi, mens håndværkerne stadig er der, så jeg kan få adgang til at foretage præcis opmåling og derefter indkøbe inventar. Det bliver simpelthen så godt - det er jeg sikker på! Det betyder også, at vi inden længe kan offentliggøre adressen og en omtrentlig åbningsdato, som rigtig mange af jer har spurgt til gennem den sidste tid.
Der er i øvrigt stadig plads til enkelte medlemmer og til kommissionsaftaler, så tøv endelig ikke med at kontakte os på mail@butik-smuksak.dk, hvis du har lyst til at være en del af Smuksak på den ene eller anden måde.

Og så til sidst i den knap så drømmende genre - arbejdsskaden. Jeg har simpelthen klippet så meget stof, at jeg nu har milde smerter og konstant sovende snurren i højre tommel- og pegefinger. Klipperiet er sat på weekend-pause, og så håber jeg, det går i sig selv, men har du et eller andet vildt godt tip, eventuelt jer der selv har en større produktion, så sig endelig til. En super god/skarp saks og plaster på især tommelfingeren kunne nok være en god ide, men de gode sakse er også bare dyre, så andre tips skal lige have en chance først.

tirsdag den 23. oktober 2012

Succesoplevelse

Først og fremmest skal I have tusind tak for jeres store opbakning i forbindelse med mit sidste indlæg. Særligt tak til jer, der tilbød at hjælpe mig videre, og til Tine, som er uddannet inden for feltet, der efter at have kigget på mine ting, erklærede dem for fine og bekræftede, at jeg er og bliver min egen største kritiker.

Der var flere, der skrev, at man gerne ville acceptere mangler, når der er tale om hjemmesyet tøj, og i den relation vil jeg lige sige, at Smuksak er en butik, hvor vi kun sælger varer af høj kvalitet og uden sjuskefejl.
Fx bruger jeg udelukkende jersey, hvor kvaliteten er testet i vask, så mine produkter adskiller sig positivt fra Småfolk og lignende, som mister farve efter få vaske. Skæve konstruktioner og dårlige syninger accepteres heller ikke. Smuksak skal være en butik, hvor du kan finde veludførte produkter, produceret af kvalitetsvarer, under ordentlige arbejdsforhold og i så lille et omfang, at du ikke finder dem andre steder. Alle designs er vores egne, og vi lægger vægt på, at tøjet skal se både fantastisk ud og være komfortabelt for de børn, der skal bære det.


Men tilbage til overskriften. I dag har jeg nemlig haft den succesoplevelse, som jeg fik jer til at krydse fingre for :) Min hættekjole i strækfrotté er blevet lige præcist, som jeg havde forestillet mig, så tak tak tak for opbakningen og assistancen! Den sendte mig i den rigtige retning, og jeg er nu i fuld gang med produktionen igen.
XoEinDing tøjmærkerne ankommer først i næste uge, og derfor må den afsluttende finish vente, men så længe mine kreationer bliver gode, passer og får mig til at juble lidt indeni over succesoplevelsen, så gør det slet ikke noget med lidt ekstra ventetid! :)

søndag den 21. oktober 2012

Om at tvivle på mig selv...

Her til aften er jeg ramt af alvorlig tvivl... Jeg er blevet meget usikker på, om det, jeg laver, nu også er godt nok til salg. Jeg er jo 100% selvlært og har kun syet i halvandet år, og blandt mine projekter findes flere mislykkede end succesfulde, ligesom det er meget begrænset, hvor meget børnetøj jeg har syet.

...og nu syr jeg hele kollektioner. Jeg løber ind i forhindringer, tvivler, kasserer og mister modet flere gange dagligt, fordi jeg simpelthen ikke har den tekniske viden, der skal til for at konstruere egne mønstre fra start til slut i forskellige materialer. Nogle gange lykkes det. Andre gange giver jeg op. Det værste er, at jeg ikke altid kan gennemskue, hvorfor noget virker frem for andet, og derfor har jeg ikke lært en disse. Fx, hvorfor kan en søm på tværs af trådretningen i strækstoffer nogle gange blive fin og glat og andre gange bule og svinge som tosset? Jeg fatter det bare ikke!

I aften har jeg lyst til at give helt op. Min hals har snørret sig sammen i angst, som stod jeg uforberedt overfor en eksamen.
Jeg er ikke særlig god til at leve efter ordsproget 'øvelse gør mester'. For mig skal det gerne lykkes en af de første gange, ellers mister jeg modet. Sikkert både usympatisk utålmodighed og en forkælet holdning til mine egne evner, hvor jeg helst vil kunne alt med det samme, men ikke desto mindre, så er det et virkelig angstprovokerende projekt, jeg har kastet mig ud i, så jeg vil undskylde mig med, at dette er som en offentlig eksamen med hundredevis af cencorer og tilmed med et alvorligt økonomisk tab, skulle jeg dumpe.


Kryds lige fingre for, at morgendagen bringer mig en succesoplevelse eller to.

fredag den 19. oktober 2012

Kjole i vintage stof med hætte

Endnu en prototype har set dagens lys, og jeg glæder mig til, at Freja kommer hjem, så hun kan lege prøveklud for mig igen, for denne kjolemodel er intet mindre end røvlækker. Desværre er det noget nær umuligt at tage et godt billede af tøj med hætte på, så den kommer slet ikke til sin ret hér. 
Ligesom kjolen, jeg viste frem forleden, skal denne også produceres i mange varianter og størrelser og sælges i Smuksak butikken, når vi åbner.



onsdag den 17. oktober 2012

60er kjole - en prototype

Jeg laver det ene mønster efter det andet, og klipper og syr fra tidlig morgen til sen aften for at blive klar til at fylde Smuksak butikken med XoEinDing kreationer om godt en måned, hvis alt går som planlagt.
Freja agerer prøveklud, og her har hun fået prototypen af min 60er inspirerede julekjole på. Den mangler både rib i hals og ærmer og er ikke lagt op, men jeg er meget tilfreds med modellen (både kjole og Freja). Jeg har klippet op til kjoler som denne i størrelse 92-122, og også i en masse andre stofkombinationer, som er knap så julede.




På hjemmefronten går det også rigtig godt. Nu er vi alle blevet raske igen, og Freja er glad og tilfreds påny. Hendes sprog udvikler sig helt vildt for tiden - det vælter simpelthen ud med nye ord hver eneste dag, og det er tydeligt at mærke, at det også bidrager til hendes trivsel, at hun nu kan kommunikere rigtigt med os. Så alt i alt - vi har det helt vildt godt.

torsdag den 11. oktober 2012

Vintage stof til salg

Ja, jeg ved godt at jeg liiiige har lavet ét indlæg med vintage stof til salg, men jeg glemte altså halvdelen af stofferne, så her får I et nyt. Store billeder, mål og pris finder du i shoppen.


tirsdag den 9. oktober 2012

Patchwork til Smuksak

I disse dage står jeg tidligt op og arbejder til ud på de sene nattetimer, men det er ikke mit job på universitetet, der optager min tid. Det er produktion af XoEinDing-varer til Smuksak butikken, og lige nu er det babytæpper i vintage patchwork, der ryger gennem maskinen. Først alle forstykkerne i patchwork, som I kan se på billederne, og dernæst skal der monteres en lækker blød bagside, men det må blive en anden dag, for jeg har lapper til yderligere fem tæpper liggende klar til at blive syet sammen.


lørdag den 6. oktober 2012

XoEinDing lampeskærme

Et lille sneakpeak på et af de produkter, jeg kommer til at bidrage med i SMUKSAK butikken - fine lampeskærme i vintage stof til børneværelset.

Flere billeder og yderligere information kommer på smuksak-bloggen inden længe, hvor du kan følge med, når vi gennem den næste tid laver en lang række indlæg om de forskellige produkter, man kan finde i butikken, når vi åbner.


fredag den 5. oktober 2012

Fancy dress i vintage stof

Jeg tester mine nye maskiner, og jeg er glad! Det er godt nok lækkert med hele tre maskiner, som jeg bare kan trille rundt mellem ved mit 'nye' sybord.

I dag er det blevet til et par dejlige, varme og bløde isoli bukser til Freja efter eget mønster, som jeg har konstrueret med henblik på at sy samme model til salg i SMUKSAK butikken, og så en ufærdig kjole i smukt vintage stof. Den ufærdige kjole er den på billedet, og den bliver rigtig fin, hvis jeg bare lige finder ud af en god måde at lukke den på i ryggen - lynlås, knap+knaphuller, trykknapper, stofknapper+stofløkker..?


Freja er taget på weekend hos mormor, så weekenden skal bruges på at producere varer til butikken og på kærestehygge. Det er fantastisk at få lejligheden og pladsen for sig selv i ny og næ, men lige pt fylder mine syprojekter med stof OVERALT en hel del mere end Frejas rod nogensinde har gjort ;)

Hav en rigtig dejlig weekend :)

onsdag den 3. oktober 2012

Indretningsdilemma - æstetisk versus praktisk

I morgen får jeg mine nyeste tilføjelser til maskinparken, som skal spytte XoEinDing kreationer ud til SMUKSAK butikken. Der er researchet og læst på lektien, og i et kompromis mellem økonomi og funktionalitet er valget faldet på en Bernina 800DL overlocker og en Janome CoverPro 1000CPX dæksømsmaskine.

Jeg fik et fornuftigt afslag i prisen ved at købe dem begge samme sted, gratis levering til min hoveddør og mulighed for 'undervisning' og assistance kort herfra, så jeg slog til! Og jeg glæder mig meget til at komme i gang med at bruge dem begge, men samtidig græder jeg salte tårer...

Flere maskiner og større produktion betyder nemlig også, at jeg må lave lidt om herhjemme for at få plads. Jeg knuselsker mit skrivebord, som jeg har delvist malet pastelblå og delvist ladet stå med det rå træ-look. Kontrasten er skøn. Det nærmest smager godt at kigge på det skrivebord - her er virkelig tale om eye candy efter min mening, men det fungerer ikke. Skuffeelementerne gør nemlig, at man kun kan sidde ét sted, og med tre forskellige maskiner i brug på samme tid + en bærbar computer skal der være plads til at sidde langs hele bordpladen.

Skuffemodulerne kan skrues af. Det er den gode nyhed. Jeg kan beholde bordet i den mere enkle udgave uden skuffer og gemme disse i kælderen, indtil jeg engang vil have dem monteret igen. Det smerter mig dog stadig at være nødsaget til at skille mig af med noget, jeg finder så æstetisk skønt af praktiske årsager. I morgen finder jeg svensknøglen frem og optimerer og bliver sikkert lidt trist, men det er altså for dumt at bevare en dårlig løsning, bare fordi den er fin (og gør mig glad)... eller hvad... mon I kan sætte jer ind i mit dilemma? 

Nymalet skrivebord uden rod (sådan ser det bestemt ikke ud til hverdag)
Det bliver temmelig kedeligt uden de fine skuffer.

Min vindueskarm...

Billederne er ikke nye for jer, der har fulgt med i et stykke tid, men nu dukker de op igen i forbindelse med at Dorte med bloggen by.bak udfordrer til at vise vores vindueskarme frem på Facebook, fordi de kan være så forbistret svære at 'indrette'. Smut ind og lad dig inspirere og 'like' din favorit, eller upload et billede af din egen vindueskarm og deltag. Du finder by.bak på Facebook lige her.

Og når du så alligevel er på besøg, så synes jeg, du skal læse lidt med på bloggen og endda blive fast læser. Det kan anbefales. Dorte har en af de der blogs, jeg glæder mig til at se nye indlæg fra og savner, når den virkelige verden tager over, og indlæggene derfor ikke lige kommer i en lind strøm.


tirsdag den 2. oktober 2012

Jagten er gået ind...


 ...på SMUKSAKs sidste medlemmer. Vi søger medlemmer, der kan udvide sortimentet i butikken i kategorierne læder, hækling, keramik og interiør. Læs mere her og råb højt, hvis det er dig!